Auning IF slap med skrækken i uafgjort opgør mod Aarhus Fremad
Auning IF reddede livet i Serie 2, men måtte bide negle i et nogle timer mens Grenaa IF ordnede IF Midtdjurs
Efter en på mange måder vanskelig sæson med en del skader og et skrivebordsnederlag til IF Midtdjurs, kunne Auning-træner Claus Svenningsen og hans spillere lørdag eftermiddag trække vejret lettet. For resultaterne af IF Midtdjurs' og Åstrup/Hammelev IF's kampe magede det således, at Auning IF endte på den gode side af nedrykningsstregen og at Sorte Per landede i Ryomgård hos IF Midtdjurs.
Læs også Åstrup/Hammelev IF nupper en sæson mere i Serie 2
Læs også IF Midtdjurs greb ikke chancen og rykker ned
Derfor fik det ingen betydning, at Auning IF i en formiddagskamp i lørdags kun fik 2-2 på hjemmebane mod Aarhus Fremad og således var afhængig af de to andre nedrykningskandidaters resultater. For havde IF Midtdjurs og Åstrup/Hammelev IF vundet deres kampe med henholdsvis Grenaa IF og Hornslet IF, så var Auning IF rykket ud.
”Det blev næsten fejret som en oprykning, da vi lørdag kl. 15.00 fik sikkerhed for, at vi bliver i rækken. Der var stor lettelse i klubben og blandt spillerne,” siger cheftræner Claus Svenningsen, som fortsætter som træner i klubben.
”I det her efterår har det primært drejet sig om overlevelse, men jeg ser rigtig gode perspektiver i klubben. Førsteholdet har klaret sig og andetholdet er rykket op i Serie 4. Nu skal vi til at bygge op,” siger Claus Svenningsen, som for et år siden kom til Auning IF efter en årrække som træner for både herrer og divisionskvinder i VIK.
Auning IF sluttede i massivt overtal
”Vi mødte et godt Aarhus Fremad hold i en tæt og hård kamp, hvor vi for alvor fik fat i 2. halvleg og kom til at styre kampen. Vi skabte også chancer og vi gjorde det også godt, men vi manglede den sidste dygtighed til at få scoret,” siger Claus Svenningsen.
Aarhus Fremad kom foran efter godt en halv times spil, men Auning IF fik hurtigt udlignet på et mål af Anders Friis Laursen, som fik scoret tæt under mål efter en omstilling.
”Aarhus Fremad kom foran før pausen på en omstilling, hvor vi mistede bolden i opspillet og ikke nåede med hjem i returløbet. Vi så lidt skidt ud i situationen, men det var et flot mål,” siger Claus Svenningsen.
Auning IF startede 2. halvleg i overtal efter at Aarhus Fremad fik en mand udvist i ti minutter med et gult kort.
”Vi spillede mere direkte og fik efter få minutter udlignet, da Jakob ”Jaksii” Bak Sloth Pedersen fandt et godt rum og blev spillet i dybden. Vi skabte flere chancer i 2. halvleg og burde have scoret.”
Auning IF sluttede i massivt overtal, da Aarhus Fremad i de sidste minutter fik udvist tre mand med gult kort.
”Vi leverede en god fight, men vi manglede det sidste til at vinde kampen. Alt i alt var uafgjort et fair resultat,” siger Claus Svenningsen.
Esben Sørensen viste sit værd og gik forrest i fighten og blev kåret til kampens fighter.
Målscorer Jakob ”Jaksii” Bak Sloth Pedersen gjorde det også godt og blev kåret til kampens spiller