Fortsæt til indhold

Secher, Bryan og Den Lille Frækkert kørte AIA-Tranbjerg over

Cheftræner Erik Flak Jørgensen benyttede kun otte spillere, da Nørre Djurs HK storsejrede 30-22 torsdag aften i Nørre Djurs Hallen

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Nørre Djurs HK måtte se bort fra både Henrik Pedersen (skade), Mikas Korsgaard (arbejde) og superveteranen og landmanden Lars Jacobsen til torsdagens hjemmekamp mod bundholdet AIA-Tranbjerg.
Derfor havde cheftræner hidkaldt den elegante playmaker Andreas Aagaard og lyskenskadede Tobias Kolding til opgøret.
Begge sad dog bænket i samtlige 60 minutter sammen med målmand Rasmus Henriksen. Derfor anvendte Nørre Djurs HK kun otte spillere i opgøret.
Det unge kavalleri på banen gjorde det så godt og havde kræfterne i behold, at cheftræneren og hans adjudant Jan Mathiesen ikke fandt grund til at skifte ud.

"Vi syntes ikke der var grund til at lade Andreas eller Tobias spille bare 5-10 minutter, når der ikke var behov for det. Tobias får nu lidt længere tid til at komme sig ordentlig over sin skade, mens Aagaard er klar for andetholdet fredag aften," siger Erik Flak Jørgensen.
Han kunne glæde sig over, at kenyanske Bryan Mathew Odour bombede fire mål i kassen i de første ti minutter på hopskud primært, som han havde for vane, før han prøvede lykken for år tilbage i ligaklubben Mors-Thy.
"Det er den Bryan, vi arbejder med at få genopbygget, og vi er godt på vej. Vi glæder os til fortsættelsen," siger Erik Flak Jørgensen.

Nørre Djurs HK har nu ni point efter otte spillerunder på rækkens femteplads. "Godkendt set i lyset af de skader, som vi døjer med," siger cheftræner Erik Flak Jørgensen. Foto: Nørre Djurs HK

Chanceløse

De store AIA-Tranbjerg spillere havde i længden for lidt at byde på både forsvars- og angrebsmæssigt.
"Vores unge drenge kæmpede, som i de foregående kampe. Forsvarsmæssigt var vi der, og derfor kunne Morten Dueholm i målet brillere med i alt 14 redninger," siger cheftræneren.
Angrebsmæssigt styrede Mathias Nymark Rasmussen løjerne fra centerpositionen på en aften, hvor en anden af mælketænderne med stort håndboldpotentiale, Rasmus Secher Eldrup, fik masser af spilletid i spillet foran modstandernes mål.
Det resulterede i fire mål fra den teknisk dygtige spiller, der - når han får det hele til at spille og boostet selvtilliden yderligere - bør være god for 4-6 mål pr. kamp.
Emil 'Den Lille Frækkert' Søndergaard på fløjen muntrede sig også med fire mål og viste, at han har niveauet og stabiliteten til 3. division.
"Emil og 'Bondemanden' (Martin Jensen, red.) kan løbe stærkt, selv om de er trætte. Deres vilje er enorm," roser Erik Flak Jørgensen.
Han så sit hold føre 18-10 ved pausen, og spille 12-12 i de sidste 30 minutter.
"Det ville være nemt for mig at blive tosset over sløsede sidste syv minutter, hvor vi brændte alt for meget og gav dem lov til at score lette mål, men de unge mennesker skal have lidt snor, når sejren blev så sikker som den blev," siger en afslappet cheftræner.
Ungdommens kådhed hedder det vist.

Mod HEI søndag

Søndag kommer Nørre Djurs HK på en anderledes hård opgave, når holdet møder HEI i Skæringhallen klokken 19.30.
HEI betragtes af flere iagttagere som oprykningsfavoritter, men holdet smed forleden et point til netop AIA-Tranbjerg.
Med list og lempe kan selv en dværg vælte en kæmpe, var en af tidligere fodboldlandstræner Richard Møller Nielsens mest kendte læresætninger, så måske Erik Flak Jørgensen skal slå den op på skrift i omklædningsrummet i timen op til kampen.
Mikas Korsgaard er med søndag aften, men ikke Henrik Pedersen.
"Vi vil også forsøge at få Lars Jacobsen med til Skæring, så vi er garderet forsvarsmæssigt, men ellers skal vi ud og tage fat i kampen med de velkendte Nørre Djurs HK-dyder, som vi har fundet frem på det seneste. Det bliver dem, der skal bære os og ikke, hvad modstanderne hedder eller kan," siger cheftræneren.
HEI's bedste hold spiller i 2. division, som holdet topper i øjeblikket. For at andetholdet skal kunne rykke op, kræver det, at førsteholdet rykker en række op.