Mikkel Agger og hans crew fra Thisted kørte den hjem fra spids
Lørdagens indestævne i Vivild præstenterede creme de la creme af landets bedste indefodboldspillere, og stævnet fik den rigtige vinder
Lørdagens store indefodboldturnering i Vivild - Sparekassen Djursland Cup 2016 - forløb helt efter bogen, og stævnet endte med en sejr til Kvix, der primært består af spillere fra Thisted FCs hold i 2. division med den tidligere superligaspiller i Esbjerg, Mikkel Agger.
Agger står noteret for 2 kampe på det danske U19 landshold og 3 på U20 landsholdet.
"Alt klappede til stævnet," fortæller Jesper Møgelvang, der sammen med Frederik Bjerregaard, Torben Thygesen og Carsten Bjerregaard udgjorde stævneudvalget.
"Eneste malurt i bægeret var, at Grafisk ID skuffede en smule, men de var altså også oppe mod den absolutte elite i dansk indefodbold."
Jesper Møgelvang fortæller følgende om de enkelte puljer:
- "I pulje 1 badede hjemmebanefavoritterne fra Grafisk ID sig i gennem med fire lette sejre, og de blev fulgt til finalepuljen af Gl. Estrup Gartneri med spillere fra Auning IF."
- "Pulje 2 blev vundet af Dantools A/S, og nummer 2 blev lokale Fisker Byg, der blandt bestod af brødreparret Mark Thomassen, Nørager BK og Niklas Mathiesen, anfører i Vivild IF."
- "Puljerne blev stærkere, som dagen skred frem, og i pulje 3 tog Hobro Apotek sig af sejren foran nordjyske Café Vesterå.
- "Pulje 4 vandt Malerfirmaet S. Berthelsen (tidligere brolagt.dk) foran Home Aarhus med spillere fra Lystrup IFs DS-hold, mens 15. juli 2016 (tidl. Gazas børn græder) og lokale L-tek overrraskende blev slået ud."
- "I pulje 5 var to af stævnets helt store favoritter blevet placeret, og puljen blev vundet af storholdet MD Rustfri foran Kvix, mens det unge mandskab fra Circle K Ryomgaard også bed rigtigt godt fra sig og blev nummer 3, mens nummer 4 i puljen blev Nørager Taxi, der blandt andet havde en storspillende Allan "Klemme" Jensen fra Nørager BK på holdet."
Om finalerunden noterede Jesper Møgelvang følgende på sin blok:
- "De ti hold, der gik videre fra de indledende puljer blev derefter fordelt i to finalepuljer, og i finalepulje 1 indledte Grafisk ID desværre med et nederlag til Hobro Apotek, der senere spillede uafgjort med Kvix, som også slog Grafisk ID - puljen blev således vundet af Kvix foran Hobro Apotek på flest scorede mål i alle kampe."
- "I finalepulje 2 var der hele tre sjællandske hold, og her vandt MD Rustfri med to sejre og to uafgjorte kampe også på målscoren foran Malerfirmaet S. Berthelsen, og det tegnede således til at blive et par meget tætte kampe i semifinalerne, og det viste sig også at holde stik."
- "Kvix slog i den første semifinale Malerfirmaet S. Berthelsen med 5-4 på en afgørelse i golden goal, og efterfølgende slog Hobro Apotek MD Rustfri med 3-2. Derefter gjaldt det kampen om femtepladsen, og her trak Dantools A/S det længste strå ved at besejre lokale Grafisk ID med 6-4."
- "Malerfirmaet S. Berthelsen vandt kampen om tredjepladsen ved Sparekassen Djursland Cup ved at besejre et efterhånden noget frustreret mandskab fra MD Rustfri med 4-3, og så var der ellers lagt op til en finalegyser mellem Kvix og Hobro Apotek. Det blev en gyser, der endte i endnu en golden goal afgørelse, og fortjent var det Kvix, der trak sejren hjem ved at score til 3-2 i overtiden."
"Der blev spillet indefodbold på et særdeles højt niveau, og de mange lokale hold havde selvsagt svært ved at matche de 7 mandskaber fra sidste års DM i indefodbold, hvoraf de seks af holdene tog sig af placeringerne fra nummer 1-6, mens kun 15. juli 2016 måtte forlade stævnet efter den indledende runde," siger Jesper Møgelvang.