Fortsæt til indhold

IF Midtdjurs greb ikke chancen og rykker ned

IF Midtdjurs var bagud med 3-0 efter 20 minutter og fik aldrig vendt kampen i skæbnesvangert 3-2 nederlag til Grenaa IF

Sport
Af Martin Schultz

Det blev IF Midtdjurs, som trak Sorte Per i det tætte nedrykningsopgør, da de afgørende kampe lørdag blev spillet i Serie 2.
Intet var givet på forhånd inden de tre nedrykningskandidater Auning IF, Åstrup/Hammelev IF og IF Midtdjurs gik på banen, men lørdag midt på eftermiddagen stod det klart, at det er IF Midtdjurs, som må en tur ned i Serie 3 efter et 3-2 nederlag til Grenaa IF på Ryomgård Stadion.
Auning IF spillede allerede lørdag formiddag mod Aarhus Fremad, og den kamp endte 2-2, så med en sejr over Grenaa IF kunne IF Midtdjurs tørre nedrykningen af på lokalrivalerne fra Auning IF.
Samtidig med IF Midtdjurs' kamp spillede Åstrup/Hammelev IF på udebane mod Hornslet IF, så også her kunne en nedrykker findes, men i tilfælde af pointlighed var Åstrup/Hammelev IF bedst i de indbyrdes opgør med IF Midtdjurs,
Men der blev ikke brug for den højere matematik, for både Auning IF og Åstrup/Hammelev IF spillede uafgjort 2-2 i deres kampe, og med IF Midtdjurs' nederlag blev det de røde fra Ryomgård, som tog turen ned i Serie 3.

IF Midtdjurs blev overløbet i starten

Med Auning IF's uafgjorte resultat i baghovedet var der ellers håb for IF Midtdjurs om at redde livet med en sejr over Grenaa IF, men gæsterne gav med en effektiv offensiv IF Midtdjurs baghjul i kampens start, for efter bare 20 minutter var hjemmeholdet bagud med 3-0.
”Set i bakspejlet begik jeg en taktisk brøler ved at lade Jonathan Andreasen starte i midterforsvaret efter afbud fra vores forsvarskrumtap Jonas Simonsen. Da vi var kommet bagud med 3-0 rykkede vi Jonathan frem på midtbanen og Emil Ring Kristensen ned i midterforsvaret, og det stabiliserede vores forsvar og spillet faldt til ro,” siger IF Midtdjurs træner Ole Kjær, som kunne se Grenaa IF's hurtige angriber Stig Zacher score to mål inden Grenaa IF's topscorer Jens Bachmann scorede til 3-0 inden for de første 20 minutter.
Ole Kjær stabiliserede yderligere forsvaret ved at sætte Martin Jelle og Lasse Kjær ind på de de to backpladser for at lukke ned for Grenaas kanter, og håbet voksede, da Frederik Laursen efter 35. minut fik reduceret til 3-1 på et godt langskud.

Midtdjurs-træner stopper efter denne sæson

Efter pausen øjnede IF Midtdjurs stadig muligheden for at indhente Grenaa IF's føring. Med en halv time igen satte træner Ole Kjær unge Tobias Gudumlund på banen, som weekenden forinden havde scoret tre mål i den overraskende 5 - 2 udesejr over Aarhus Fremad.
”Vi spillede med kun tre mand i forsvaret, men vi skabte ikke de afgørende chancer og kom også til at give Grenaa IF nogle store chancer. De havde blandt andet flere friløbere og ramte indersiden af stolpen,” siger Ole Kjær.
Med omkring 12 minutter igen fik IF Midtdjurs reduceret til 2-3, da Mikkel Fanø erobrede bolden og spillede bolden til Morten ”Betjent” Klem Thomsen og Frederik Laursen, som kombinerede sig frem til en scoring af Morten ”Betjent”.
Men selv om IF Midtdjurs kastede alt frem til sidst, blev det aldrig for alvor farligt, og med nederlaget var IF Midtdjurs ude af Serie 2.
”Grenaa var på dagen ikke bedre end at vi skulle have vundet, men det må jeg tage på min kappe,” siger træner Ole Kjær, som stopper i IF Midtdjurs efter denne sæson.
”Jeg har været glad for at være i IF Midtdjurs. Der er et godt setup i klubben, en fin bestyrelse og det er flinke spillere, men vores forventninger til, hvad man vil med sin fodbold, passede ikke sammen. Jeg savnede engagement og offervilje,” siger Ole Kjær, som nu holder fri fra fodbolden, men som stadig har mod på at komme ud og træne, hvis det rette tilbud kommer.

Grenaa IF tilfreds med en 2. plads

”Vi gik efter 2. pladsen og ville med en sejr over IF Midtdjurs komme forbi Aarhus Fremad,” siger Grenaa IF træner Brian Engelund om sit oplæg til kampen.
”Vi var effektive og huggede til, da chancerne bød sig, og var foran med 3-0 efter tyve minutter. IF Midtdjurs kom derefter mere med og fik et par omstillinger uden at de decideret blev farlige, selvom de kom på 3-1 på et godt mål,” siger Brian Engelund.
”I løbet af 2. halvleg skulle vi have lukket kampen. Vi havde mange kontramuligheder og havde chancer, hvor kun det sidste manglede. Blandt andet have vi flere friløbere og to skud på stolpen.”
Med sejren sluttede Grenaa IF på 2. pladsen efter Vivild IF.
”Det er godkendt. Vi fik også en 2. plads i foråret og måtte undvære fire stamspillere i efteråret (Simon Dinesen, Sune Sørensen, Rasmus Brandstrup, Tor Toftgaard, red.). Vi har haft nogle udfald, og vores bundniveau har været lavere end Vivild IF's. Men vores topniveau har været på højde med Vivild IF's, og vi er også det hold, som har besejret Vivild IF og som er bedst i de indbyrdes opgør,” siger Brian Engelund. Han tager et år mere som træner i Grenaa IF, og han har hele sit hold med assistenttrænerne Michael Hougaard, assistent Hans Kurt Marx og holdleder Per Larsen med i foråret.
Mathias Fruensgaard blev kampens spiller mod IF Midtdjurs, hvor han spillede rigtig stabilt, også da han blev rykket ned i forsvaret efter at Mikkel Bech måtte udgå med en lyskenskade.
Ved afslutningsfesten lørdag aften blev Stig Zacher hædret som Årets spiller, Rasmus Møller som Årets talent og Jens Bachmann som sæsonens topscorer.