Fortsæt til indhold

Mission completed for Aastrup/Hammelev-Grenaas damer i efteråret - næsten ...

Cheftræner Jan Ring 'Bimmer' Hansen godkender pointhøsten i første turneringshalvdel uanset resultatet mod Christiansbjerg HK søndag

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Aastrup/Hammelev-Grenaas (ÅHG's) håndboldkvinder spiller efterårets sidste turneringskampe på udebane i Christiansbjerghallen søndag eftermiddag.
Modstanderen er Christiansbjerg HK, og på papiret er der udsigt til en jævnbyrdig kamp. ÅHG har samlet ti point i ti kampe, hjemmeholdet otte i det samme antal kampe.
"Det vil være dejligt med en sejr at gå på juleferie på, men uanset resultatet kan vi være fuldt ud tilfredse med vores efterår," siger cheftræner Jan Ring 'Bimmer' Hansen.
"Vi har været tvunget til at skulle spille mange nye navne ind på holdet grundet skader hos stamspillere, og det er gået over alt forventning."
Senest besejrede ÅHG på hjemmebane i Åstruphallen Aarhus Fremad med 26-24 (11-13).
"En yderst jævnbyrdig kamp, hvor vi efter en god start, tabte lidt af trykket mod slutningen af første halvleg, fordi deres mandsopdækning af Cecilie Bachmann skabte lidt stilstand hos de øvrige spillere, indtil vi fandt modtræk," siger Jan Ring 'Bimmer' Hansen.

Momentum efter pausen

Det lykkedes hjemmeholdet at udligne gæsternes pauseføring ret hurtigt efter pausen.
"Ved 13-13 byttede vi reelt mål resten af kampen, men det var os, der havde momentum, og vi holdt ved til sidste fløjt," siger en tilfreds cheftræner.
Han fremhæver især Malene Høegh Therkildsen for virkelig at gøre ondt på Aarhus Fremads forsvar i anden periode.
"Malene bidrog flot med både gennembrud og gode indspil til Mette Just Paulsen på stregen. En stærk præstation."
Samtidig glædede det Jan Ring 'Bimmer' Hansen, at de 26 mål var fordelt ud på mange spillere.
Med sejren rykkede ÅHG op på sjettepladsen i 3. division.
"Rækken er særdeles jævnbyrdig. Det er kun Hornslet, der er et hoved foran de øvrige hold," siger Jan Ring 'Bimmer' Hansen.
Hornslet tabte nu torsdag aften den svære udekamp mod Stautrup med 16-15.

Fysisk kamp søndag

Jan Ring 'Bimmer' Hansen forudser en helt anden kamp søndag i Aarhus-forstaden sammenlignet med Aarhus Fremad-opgøret.
"Christiansbjerg har mange store spillere og spiller meget fysisk betonet håndbold, så vi skal forsøge at spille hurtigt mod dem og få dem ud at løbe med os," lyder devisen.
ÅHG-træneren forventer at kunne mønstre samme hold som det, der slog Aarhus Fremad.
Jan Ring 'Bimmer' Hansen er i øvrigt i gang med sin sidste sæson hos ÅHG.
"Jeg har været her seks år i denne omgang, og selv om jeg ikke har trænet damerne i alle seks år, så er der alligevel flere af spillerne, som jeg har trænet i seks år, fordi jeg først har haft dem som ungdomsspillere."
"Efter så lang tid trænger spillerne til et par nye øjne, der kigger på dem. Selv har jeg endnu ingen planer om, hvor jeg skal træne, men jeg vil meget gerne fortsætte som håndboldtræner i en ny klub."