Fortsæt til indhold

Nørre Djurs HK spillere formenes adgang til køkkenarbejde

Playmaker Mathias Nymark Rasmussen var ikke med, da Nørre Djurs HK tabte 26-23 til Team Favrskov. Årsag: Et alvorligt snit i langemand på venstre hånd under køkkenarbejde

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Et i forvejen svækket Nørre Djurs HK mandskab uden Henrik Pedersen (skade) og Jeppe Viinberg (private årsager) blev yderligere decimeret i ugen op til weekendens svære udekamp mod Team Favrskov i Søften Kultur- og Idrætscenter.
Den unge spilstyrer Mathias Nymark Rasmussen skar sig så uheldigt i langemand på venstre hånd, mens han forsøgte at trylle i køkkenet, at han ikke kunne spille med.
Tidligere har Jeppe Viinberg prøvet at trylle i køkkenet med samme resultat som Nymark, så ikke noget at sige til, hvis cheftræner Erik Flak Jørgensen går med overvejelser om at fortælle sine spillere, at køkkenarbejde bør de holde sig fra.
Cheftræneren gav i stedet sæsondebut til Anders Gleerup, som fik 27-28 minutter på banen, men ikke kom på scoringslisten.
Nørre Djurs HK tabte en med Erik Flak Jørgensens ordvalg: "Dårlig håndboldkamp" - med 26-23 efter ellers at have ført 14-10 ved halvleg.
"Vi spillede en velorganiseret og meget disciplineret første halvleg, hvor forsvaret og Rasmus Henriksen, der startede i målet, tog flot fra. Angrebsmæssigt fungerede det også fint, så stor tilfredshed med de første 30 minutter," siger Erik Flak Jørgensen.

Svært ved at score

Efter pausen kunne gæsterne imidlertid slet ikke få hverken forsvar eller angreb til at fungere.
"De blev voldsomt aggressive efter pausen og pressede os hårdt. Samtidig begyndte det at gøre ondt, at de fortsatte mandsopdækningen af Bryan (Mathew Odour, red.), som de allerede startede med efter et lille kvarter i første halvleg," siger cheftræneren.
Nørre Djurs HK blev hurtigt indhentet på resultattavlen, men hang trods alt på til kun at være bagud 24-23 med fem minutter igen.
"Vi havde chancerne til at vinde, men fik ikke puttet bolden i kassen, og så vinder man ikke tætte håndboldkampe," bemærker Erik Flak Jørgensen.
"Vores indsats efter pausen var ikke god nok, selv om vi forsøgte alt muligt for at ændre på tingene i den meget hakkende håndboldkamp, hvor både vi og Team Favrskov lavede alt for mange tekniske fejl."
Nørre Djurs HK lod i de første 45 minutter Bryan Mathew Odour og Rasmus Secher Eldrup på skift varetage spilstyrerfunktionen i fraværet af Henrik Pedersen og Mathias Nymark Rasmussen.
"Mod slutningen forsøgte vi os også med Tobias Kolding på pladsen, ligesom Bryan blev prøvet på stregen."

Vigtig kamp mod Viby

Nørre Djurs HK går på juleferie efter lørdagens hjemmekamp mod Viby.
En uhyre vigtig kamp for Glesborg-klubben, der med en sejr - 11 point i 11 kampe - kan være nogenlunde tilfredse med første turneringsrunde, men i tilfælde af nederlag må konstatere, at der skal steppes op i det nye år.
"Enig, en sejr over Viby vil lune og godkende efteråret. Vi skal have de to point, men det bliver ikke nemt. Læg mærke til, at Viby har hentet tre sejre i holdets sidste fem kampe, senest mod Odder," noterer Erik Flak Jørgensen.
Han får Jeppe Viinberg med igen, ligesom Mikas Korsgaard ikke skal arbejde. Derimod kommer ugens træning til at afgøre, om det vil være forsvarligt at tage Henrik Pedersen og Mathias Nymark Rasmussen med.
Nørre Djurs HK's andethold i Serie 1 fik ny luft ved at besejre Aastrup/Hammelev-Grenaa på udebane.
Sejre onsdag aften over Rougsø KFUM og lørdag mod Ådalen, begge hjemme i Nørre Djurs Hallen, kan muligvis redde holdet fra nedrykning til Serie 2 efter julepausen.
Meget afhænger dog af, om holdet kan mønstre de samme spillere som mod Aastrup/Hammelev-Grenaa.
Her var ikke mindst kræfter som Henrik Elkjær, Benjamin Johansen og Nicklas Høgh klare forstærkninger.