Højt at flyve dybt at falde for Hornslet
Samtlige ti markspillere underpræsterede alle til hobe, da Hornslet led sæsonens første nederlag torsdag aften i Stautrup
Max Ørum Christensen, træner i Hornslet, havde sammen med medtræner Niels Christian Pedersen på forhånd advaret om, at Stautrup kunne blive en hård nød at knække, før Hornslets håndboldkvinder torsdag aften gik på banen i Stautruphallen, og det kom til at holde stik.
For første gang i denne sæson, kamp nummer 11, smed Hornslet point, og endda begge to, for hjemmeholdet med keeper Maria Theresa Junker, mangeårig lærer på Midtdjurs Friskole i Nimtofte, i spidsen vandt med de uhørte og meget målfattige cifre 16-15.
"Maria Pape Andersen stod en aldeles fremragende kamp i vores mål, og Ida Egendal kom også ind og gjorde det godt, men desværre spillede samtlige vores ti markspillere langt under niveau," siger Max Ørum Christensen.
Statistikken taler sit tydelige sprog:
- 17 tekniske fejl (fejlafleveringer, gribefejl, mv.) - mod normalt 6-7
- 22 brændte chancer - heraf ti, hvor udsynet til målet var helt frit
"En grim håndboldkamp mod en modstander, der spiller ret atypisk og meget rutineret med lange angreb og uden meget tempo. Det formåede vores unge mandskab ikke at løse op for, og vi afsluttede konsekvent forkert på deres målmand og mod vores aftaler," siger Max Ørum Christensen.
Panikker ikke
Efter den flotte sejr over JAI i topopgøret forud for kampen i Stautrup, var det højt at flyve og dybt at falde for de ellers sejrsvante håndboldkvinder.
"Der kommer selvfølgelig den slags kampe i løbet af en sæson, men træls at gå på juleferie med sådan en negativ oplevelse," siger Max Ørum Christensen.
"Spillerne ville det gerne, men vi magtede desværre ikke at køre sejren hjem på en dårlig dag, selv om chancen var der. Havde vi vundet 17-16, kunne vi have konstateret, at det også er fint at kunne vinde på en dårlig dag."
Flere spillere døjer lige nu med småskavanker, men det gider Max Ørum Christensen ikke bruge som en undskyldning.
"Nej, vi har trukket store veksler på stort set de samme spillere, så den slags kommer. Nu handler det om at bruge julepausen til at få restitueret og trænet godt, så vi er klar igen til første kamp efter nytår ude mod Aarhus Fremad."
Klar til julefrokost
Dametruppen er rigt repræsenteret ved lørdag aftens julefrokost i Hornslet Kultur- og Idrætscenter, hvor nederlaget skal bearbejdes med en mental hyggestund.
"Vi kommer 25 og hygger os sammen. Det sociale vægter vi højt, og vi stiller altid op, når foreningen arrangerer noget," siger Max Ørum Christensen.
Trods nederlaget til Stautrup fører Hornslet fortsat holdet 3. divisions-række med 20 point for 11 kampe. JAI har tre point færre på andenpladsen.
Der er hele seks point ned til tredjepladsen.
Kun nummer et rykker direkte op i 2. division, mens andenpladsen skal ud i kvalifikationskampe. Det var det, som Hornslet oplevede i sidste sæson, hvor holdet blev slået på målstregen i kvalifikationsspillet.
I denne sæson skal det være. Et skridt op vil være et positivt og stort wake-up call for hele det sportslige niveau i Syddjurs, hvor alt for mange - også lokalpolitikere - forbinder sport med baglænsløb og rejehop på stedet.