Gammel kending ny cheftræner i Viking Pindstrup
Michael Albert Schmidt, tidligere førsteholdsspiller i Viking Pindstrup, da klubben i 1990'erne fik et enkelt år i Serie 2, skal styre tropperne i den kommende sæson
En gammel kending er tilbage i folden hos Viking Pindstrup.
Michael Albert Schmidt, der har en mangeårig fortid som førsteholdssspiller i klubben i fordums dage, er ansat som cheftræner for den kommende sæson, hvor klubbens eneste seniorhold spiller i Serie 5. Det bekræfter Karsten 'Driver' Møller, der er administrator for seniorafdelingens facebook-gruppe.
Den ny cheftræner skal dermed svinge pisken over sine sønner, Rasmus Binder og Mads Schmidt, der begge er støttespillere på holdet.
Michael Albert Schmidt får Stephen Norbury som holdleder. Duoen afløser Michael Nielsen, Jørgen E. Sørensen og Karsten Møller, der var fælles om ansvaret i efteråret 2016.
Viking Pindstrup sluttede netop efteråret godt af og sluttede på en andenplads i Serie 5. Kan klubben holde truppen samlet, der sluttede flot af, er der berettiget håb om, at Michael Albert Schmidt kan rykke holdet en række op.
Han har erfaring fra trænerjob i blandt andet Kolind-Perstrup, ligesom han har trænet håndbolddamer i Viking Pindstrup.
Som aktiv har han spillet i Viking Pindstrup, Auning, Kolind-Perstrup og Aastrup/Hammelev.
Viking Pindstrups dametrup får Mikkel Ejlersen som træner og Maria Dejløw som holdleder.