Sejr til Liteguard ved Ferie Lejligheder Cup i Nørager
Nørager Boldklubs indefodboldstævne lørdag i Nørager Multihal forløb helt efter planen
Nørager Boldklubs indefodboldstævne lørdag, Ferie Lejligheder Cup, i Nørager Multihal, hvor banen blot er 3/4 længde af en normal indendørsbane, havde deltagelse af 16 hold, der var fordelt på fire puljer,
Finalen stod mellem Liteguard med spillere fra Brabrands 2. divisionshold og lokale L-tek, og det blev førstnævnte som trak det længste strå efter Golden Goal.
Blue Water Shipping sikrede sig tredjepladsen ved at vinde over Min Købmand Nørager. Her måtte der tre minutters omkamp til for at finde vinderen.
De fire bedste hold løb hjem med følgende sejrspræmier:
- 3.000 kroner gavekort til Liteguard
- 1.500 kroner gavekort til L-tek
- 1.000 kroner gavekort til Blue Water Shipping
- 500 kroner gavekort til Min Købmand Nørager
"Stævnet blev afviklet helt perfekt, alt gik som det skulle. Og dejligt at kunne byde spillere og tilskuere velkommen til vores stævne med en færdigbygget sammenbygning (hal og klubhus, red.), som gjorde rammerne for alle rigtig gode. Både børn og voksne hyggede sig i hallen hele dagen," siger Steffen Klintø, medarrangør af stævnet og ellers kendt for at være en del af Serie 1-truppen i Nørager BK med speciale i scoringer.
Stævnet i Nørager var en del af GMP-serien.