TronsøSkolen gav Casper Pilgaard et kick
Danmarks eneste gokartlinje for unge i efterskolealderen kan nu se resultaterne af den træning, de talentfulde kørere har været igennem på skolen. En af de tidligere elever er Casper Pilgaard, Ryomgård
Som den eneste skole i Danmark tilbyder TronsøSkolen i Grindsted professionel undervisning i motorsport. Casper Pilgaard, 18, Ryomgård, var elev på gokartlinjen i 2014/15.
Han fik en flot tredjeplads i kampen om det danske mesterskab i Formel Ford i den forgangne sæson.
”Jeg bruger stadig rigtig meget af det, jeg lærte på TronsøSkolen, især i min forberedelse op til løbene i forhold til at finde ro og sætte mig mentalt op til et løb. Jeg analyserer på forhånd banen og ser video af mine kørsler på banen. I forhold til undervisningen på Gokartlinjen, så udviklede jeg mig helt vildt, og det gik hurtigt. Jeg kørte på det tidspunkt løb i KZZ-serien, og var den klart yngste med mine 15 år, men allerede to måneder inde i skoleforløbet kunne jeg se, hvordan resultaterne blev markant bedre. Jeg udviklede mig fysisk og mentalt, da rigtig meget af undervisningen handlede om at have de rigtige tanker og forberede sig korrekt, og det er Michael Schröter rigtig god til at coache os i,” forklarer Casper Pilgaard.
Klar til ungdomsuddannelse
Inden han startede på skolen, krævede det, at han fik overtalt sine forældre.
”Min far har selv kørt meget ræs, og da jeg fortalte ham, at det var Michael Schröter, der var lærer, så vidste han, at det var seriøst. Det var en perfekt mulighed for mig, for at kunne udvikle min sport samtidig med, at jeg tog 10. klasse. Jeg var meget tilfreds med undervisningen i de traditionelle fag, hvor der var to niveauer, og jeg kunne tage nogle af fagene på det ene niveau, og andre på det andet, så jeg havde en meget positiv oplevelse af undervisningen. Lærerne var altid meget hjælpsomme. Jeg vil klart anbefale andre med lyst til motorsport, at tage et år på TronsøSkolens Gokartlinje, jeg havde et super-år,” understreger Casper Pilgaard.
Næste år skal han køre Formel 4 i Danmark, men på længere sigt er drømmen en karriere i udlandet.
I år er der fem elever på Gokartlinjen, og Michael Schröter forventer et større hold til næste år, da TronsøSkolen da får status af efterskole, og derfor kan optage både 9. klasse og 10. klasses elever.