Fortsæt til indhold

Seks damehold med til BRIX CUP 2016

To spændende og intense fodbolddage venter i Auning Idrætscenter tirsdag og onsdag

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Seks rene damehold er med på tirsdagens program ved BRIX CUP 2016.

For første gang i det hæderkronede indefodboldstævnes historie har arrangørerne (Auning IF, Nørager BK, Auning Idrætscenter og Sportigan Auning) en særlig turnering for damefodboldspillere med på turneringsplanen.
De seks hold er: Romalts Stolthed - Auning IF - De utrolige 4 - Se min kjole - Håndboldpigerne fra Nørager - Partyholdet Pindstrup IF.
Holdene er opdelt i to puljer. Nummer 1 og 2 går videre til semifinalerne, og de to bedste hold mødes i den afgørende finale tirsdag eftermiddag klokken 14.44 for at være helt præcis.
Tirsdag afvikles også firmarækken og Old Boys-rækken.

Højspænding onsdag

Onsdag gælder det clou'et ved BRIX CUP 2016, når 32 hold skal afgøre, hvem der skal vinde klubrækken.
Der er tradition for mange spændende kampe, når de lokale indendørsartister skal krydse klinger med hold fra alle dele af Jylland.
BRIX CUP 2016 er med på listen over Grand Prix Masters-stævner, der afsluttes med finalestævne i Grenaa Idrætscenters opvisningshal lørdag 21. januar, hvor der er plads til 2.000 tilskuere.
Flere af de hold, der ligger på højt på den opdaterede rangliste på indefodbold.dk deltager ved BRIX CUP 2016. Det gælder hold som Gardin Lis, Blue Water Shipping og Café Vesterå Ålborg.
Sidstnævnte vandt indestævnet i Auning Idrætscenter i 2015

Med er også Tandlægerne Vejlevej Fredericia, der tidligere er gået hele vejen ved BRIX CUP.
Finalerunden starter klokken 18 og slutter cirka 20.45 onsdag aften.