Fortsæt til indhold

Idrætsefterskolen skal finde et nyt forstanderpar

Helle og Carsten Holvad stopper på Vivild Gymnastik- og Idrætsefterskole efter godt 16 år

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Et markant forstanderskifte finder sted på Vivild Gymnastik- og Idrætsefterskole med udgangen af april 2017, når det nuværende forstanderpar Helle og Carsten Holvad skifter boldgade.

1. maj 2017 starter parret som forstanderpar på Rude Strand Seniorhøjskole ved Odder.

Rude Strand Seniorhøjskole blev købt af Danske Seniorer i 2016.

Danske Seniorer er en landsdækkende organisation for ældreforeninger, klubber og ældrecentre, som overordnet tæller 160.000 personer.

Danske Seniorer købte Rude Strand Seniorhøjskole som et konkursbo.

Forventet skifte

Helle og Carsten Holvads beslutning om at stoppe, inden de blev gamle og skulle pensioneres, var kendt af bestyrelsen.

Det fortæller bestyrelsesformand Jens Krogsgaard i den medfølgende meddelelse til skolens årsskrift, der blev sendt ud til forældre og interessenter umiddelbart før jul.

“Vi har hele tiden vidst, at vi ønskede at være på Vivild, til vi skulle pensioneres, men det var vigtigt for os at få et job, som vi begge synes, var spændende og udfordrende. Vi glæder os til de nye opgaver på Rude Strand,” skriver forstanderparret i samme meddelelse.

182 unge

Vivild Gymnastik- og Idrætsefterskole er med 182 elever i dette skoleår i en god gænge, også økonomisk.

Idrætsefterskolen, der fylder 85 år i foråret 2017, beskæftiger 36 ansatte, heraf 20 lærere. Mange af dem bor i Vivild.
Bestyrelsen er gået i gang med den proces, der skal lede til, at en ny forstander/et nyt forstanderpar kan starte 1. maj 2017.

Det sker i et samarbejde med nuværende afdelingsleder Per Olaf Schmidt og resten af personalet.
600 gæster

Vivild Gymnastik- og Idrætsefterskole bliver 600 ekstra overnattende i weekenden 17.-19. maj 2017.

Idrætsefterskolen er værter for DM i fodbold for efterskoler, så der bliver rig lejlighed til at se flere danske ungdomstalenter denne weekend.