Fortsæt til indhold

Hornslet Bokseklub præsenterer tre prof-boksere

Der bliver tre prof-kampe, når Hornslet Bokseklub afholder hjemmestævne lørdag 11. februar

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Ambitionerne er store i Hornslet Bokseklub, hvor godt 70 boksere træner på livet løs.

“Vi er en god blanding af både kampboksere og motionister, og vi får stadig nye medlemmer,” siger Arne Lund Christensen, cheftræner og formand for Hornslet Bokseklub, der lørdag 11. februar inviterer til hjemmestævne i Hornslet Idræts- og Kulturcenter.

Her vil publikum kunne bivåne, hvor langt klubbens egne boksere er nået på rangstigen.

Arne Lund Christensen føler sig sikker på, at Hornslet Bokseklub er stærkt på vej til at blive landets bedste klub inden for en overskuelig årrække.

“Der bliver lagt mærke til os ude omkring, fordi vores boksere bliver bedre og bedre, og så bemærker folk, at vi har et forrygende sammenhold. Tit har vi medlemmer med til stævner, selv om de ikke selv skal bokse, fordi de nyder kammeratskabet, og gerne vil bakke deres kammerater op,” siger næstformand Petter Grønnesby, der selv har to piger som bokser i klubben.

Ny promotor

Til hjemmestævnet i februar bliver der tre kampe, hvor bokserne optræder i bar overkrop.

Det betyder, at der er tale om kampe, hvor bokserne er professionelle.

“Jeg har netop fået licens af Dansk Professionelt Bokse-Forbund til at måtte arrangere prof-kampe,” fortæller Arne Lund Christensen, der dermed kan skrive promotor på sit cv.

Han har foreløbig tre boksere i sin stald, og de kommer alle i ringen ved hjemmestævnet.

“De kommer ikke til at score kassen, men det er min kontakt til forskellige sponsorer, som gør det muligt for mig at arrangere prof-kampe,” siger Arne Lund Christensen.

“Jeg har fundet tre boksere, som hver på deres måde repræsenterer noget, som jeg godt kan lide ved boksning. De er først og fremmest seriøse og vil arbejde hårdt. Derfor fortjener de en chance for , at deres karriere får et løft.”

De tre er den 52-årige letsværvægter Johnny Reiffenstein, supermellemvægteren Haris Dzindo og weltervægteren Reva, der stammer fra Mexico, men er tidligere jysk og dansk juniormester.