Galoperende alzheimer stopper jernmanden Ole

Dette er en historie, om 'Livet der pludselig slår en koldbøtte'. Hvordan sygdom pludselig rammer uventet. Men også en historie der fortæller om at få drømme til at gå i opfyldelse og ikke mindst om tætte venskaber, der skaber mulighederne. To mænd på henholdsvis 64 og 48 år - to mænd der vil gøre alt for hinanden - nu venter der en udfodring på cirka 12 timer - 3,8 kilometer svømning i åbent hav, 180 kilometer cykling i kuperet terræn og 42 kilometer løb - på Mallorca. Det er tid til Oles sidste Ironman - hans 25. gennemførte af slagsen. Ole er ramt af galoperende alzheimer.

Ole Hansen og Søren Bramming tager i mod i Oles lejlighed i Hillerød. Begge er veltrænet og næsten klar til årets store begivenhed. Ole Hansen vil den 24. september gennemføre sin 25 Ironman, mens det for hans gode ven og træningspartner, Søren Bramming, bliver både den første og den sidste:
”Jeg har ikke det store brændende ønske om at lave flere Ironman. Men jeg vil med stor glæde hjælpe Ole med at slutte rækken godt af. Jeg håber, at jeg kan støtte og hjælpe ham hele vejen. Man skal nemlig ikke tage fejl af Ole, selvom han er ramt af galoperende Alzheimers sygdom. Han er i rigtig god træning, og så har han en jernvilje. Det er ikke uden grund, at Ole igennem de sidste godt 20 år har været med i toppen blandt triatleter,” fortæller 48-årige Søren Bramming.
For 64-årige Ole Hansen er konkurrence og viljestyrke ikke noget, der er kommet med alderen. Ole Hansen er gamle eliteishockeyspiller fra Rungsted, og han er også tidligere landsholdsspiller. Ole har siden vundet flere Europamesterskaber i triatlon og er blevet nummer to ved VM i Sverige – selvfølgelig altid i sin egen aldersklasse.
Som mange andre eliteidrætsfolk, så er Ole Hansen uddannet skolelærer og har været tilknyttet Hillerød Skole Vest – den tidligere Ålholmsskolen. I slutning af 80'erne blev Ole Hansen inspireret af Ironman på Hawaii og i 1988 var han med til at starte Dansk Triatlon Forbund op sammen med Brøndbys nuværende borgmester, Kent Magelund.

Den barske sandhed

Ole Hansen fik diagnosen alzheimer tilbage i 2014. Han satte sig hurtigt ind i sygdommens udvikling, og han valgte derfor at kalde sine nærmeste sammen for at fortælle dem om situationen. Han måtte stoppe som skolelærer, men han ville fortsat træne og dyrke sport. Målet var, at han skulle nå at gennemføre den 25. Ironman.
Det kunne have været sket i 2015 i Barcelona, men her stak sygdommen sit grimme ansigt frem.
”Svømningen var gået godt, og jeg manglede 50 til 60 kilometer på cyklen. Her kom jeg til en rundkørsel men i stedet for at tage den rigtige afkørsel, hvor vejen ville føre ind til byen, hvor vi skulle skifte til løb, så kom jeg til at tage den afkørsel, som jeg lige var kommet fra. Jeg forstod det ikke, da jeg var ude på ruten. Jeg synes selv, jeg havde god fart på, men det tog for lang tid til at komme frem. Da jeg så endelig nåede frem til stadion, kunne jeg ikke forstå det var tomt, og der ikke var andre cykler. Langsomt forstod jeg, at den var helt galt, og jeg indrømmer gerne, at lige på det tidspunkt ville jeg ikke mere. Jeg blev rigtig trist, men heldigvis var både Søren og hans hustru med i Barcelona, og de forstod at hive mig med rundt i Barcelona de to kommende dage, hvor vi hyggede os og fik grint en masse. Uden dem, så tror jeg ikke, at jeg havde haft overskuddet til, at vi skal til Mallorca igen om få dage,” fortæller Ole Hansen.

Er du helt sikker?

Få dage efter oplevelsen i Barcelona skulle Ole og Søren igen ud på en af deres træningsture i Gribskov, og Søren spurgte Ole: ”Er du helt sikker på, at du er færdig med Ironman?” Ole var tavs et øjeblik, men så kom svaret klart og tydeligt: ”Fandeme nej,” svarede Ole og sendte Søren et stort smil.
Søren Bramming var aldrig i tvivl, han ville hjælpe Ole med at få fuldført sin drøm, og Søren fortæller om da Ole reddede ham:
”Det var i 2003. Jeg var medlem af Hillerød Løbe- og Triatlonklub, og jeg havde meldt mig til start ved europamesterskaberne, der blev afholdt i Fredericia.
”Jeg kendte godt Ole fra Hillerød, men vi hilste kun på hinanden. Han var jo ”stjernen”. Han vandt alt, hvad han stillede op i. Men ved EM gik jeg helt død. Jeg kastede op flere gange på løbeturen, men det lykkedes mig åbenbart at komme i mål. Her blev min familie helt bange, da de så mig. Min hustru var bekymret, da mit tøj var helt hvidt af salt. Mine børn begyndte at græde. Jeg kan kun huske, at jeg havde det rigtig skidt, og pludselig var der en der greb fat i mig. Det var Ole, og han sagde, at jeg skulle følge med ham, hvorefter han tog mig ind i lægeteltet, hvor jeg omgående fik lagt et drop. Jeg var fuldstændig dehydreret og siden den dag, der udviklede vores venskab sig, og vi blev faste træningspartnere.”

Sidste Ironman, men…

Torsdag 22. september sætter de to venner sig i flyveren til Mallorca og lørdag 24. september klokken 07.00, starter Oles sidste Ironman.
”Jeg ville aldrig kunne gøre dette uden støtte fra Søren og fra min søn. Min søn er fysioterapeut, og han sender mig hver dag mit træningsprogram. Herhjemme er min alzheimer endnu ikke et problem. Jeg kender det hele så godt, så det går fint. Mine problemer begynder, når jeg ikke kender områderne, vi skal løbe eller cykle i,” fortæller Ole Hansen, der fortsætter:
”Men selvom det er min sidste Ironman, så fortsætter vi med vores træning, og vi skal da helt sikkert også deltage i nogle løb eller cykelløb her i Danmark, og hvem ved, hvad det kan udvikle sig til,” siger Ole med et stort grin.
”Vi kan slet ikke holde os i ro. Og selvom jeg selv forsøger at give familien lidt mere tid ind i mellem, så går der ikke lang tid, før min hustru sender mig på en træningstur. Hun kender mig alt for godt,” fortæller Søren, der også vil holde fast i vennernes træningstur hvert år til Mallorca.

Nervøs for løbeturen

”Jeg håber jo lidt, at hvis jeg kommer i problemer, så kan Ole fortsat finde rundt. Vi træner på Mallorca hvert år. Jeg bliver desværre nødt til at rejse til Mallorca med et træthedsbrud i foden, men jeg håber at kunne gennemføre. Svømningen og cyklingen bliver ikke noget problem, jeg er mere nervøs for den afsluttende maraton-distance.
Ole Hansen tager det helt med ro. Han blev for fem uger siden ramt af en fiberskade i sit højre baglår, men fighteren fra de danske skøjtehaller er fast besluttet for at få endnu en medalje om halsen sammen med de 24 andre fra Europa og tre fra Hawaii.
”De tre medaljer fra Hawaii betyder rigtig meget. Man kan nemlig ikke melde sig til, hvis man ikke har vundet en Ironman et sted i verden samme år og i samme aldersklasse. Så Hawaii – det er bare toppen,” slutter Ole Hansen, nu venter der lige lidt afslapningen, inden dagens træningsprogram.

Man kan støtte Ole

En tur til Mallorca med alt udstyr, hotelværelse og startgebyr er dyrt i forhold til en pension, som Ole Hansen i dag skal leve af. Han klager ikke, men hvis han også fortsat skal kunne deltage i træning og lidt løb herhjemme, så kan man støtte venneparret.
Turen til Mallorca koster cirka 50.000 kroner, og hvis man gerne vil hjælpe, så kan man støtte dem på www.caremaker.dk . Lige nu er der samlet godt 15.000 kroner ind ud af de 50.000 kroner, der er målet.