Fortsæt til indhold

Ikke så meget pis med Engelund

Grenaa IF tabte i weekenden til Randers Freja med 1-0, og sædvanen tro ville cheftræner Brian Engelund ikke diskutere, om sejren var fortjent

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Cheftræner i Grenaa IF, Brian Engelund, har så mange år på bagen som både spiller og træner, at han ikke gider blande sig i koret af mandagstrænere, når hans hold har tabt i weekenden.
Derfor afgiver Brian Engelund også sit standardsvar, når man spørger til, om det var fortjent, at Randers Freja besejrede Grenaa IF med 1-0 (1-0) på hjemmebane.
"Du ved, hvordan jeg vil svare. De vandt, så er det sådan, det er, og så var det fortjent," siger Brian Engelund.
Skadeslisten i FC Djursland er lige nu alenlang, og det påvirker også Grenaa IF, der reelt fungerer som andethold til FC Djursland.
Det betød, at en af Brian Engelunds faste støtter, den teknisk dygtige Sune Sørensen, var blevet indrulleret i FC Djursland-truppen til weekendens kamp, mens midtbanespilleren Rasmus Møller var forhindret. Emil Lomholt Thyrre var heller ikke med.
"Jeg stillede nu med et fint hold alligevel, som leverede en udmærket præstation mod Randers Freja, og i anden halvleg var klart spilstyrende," siger Brian Engelund.
"Vi producerede også rigeligt med chancer, men desværre fik vi ikke sparket kuglen det sidste stykke over stregen."
Grenaas frontløber Jens Adam Bøgild Bachmann brændte for eksempel en direktør eller to.

Tidlig scoring

Opgøret blev afgjort allerede i det 11. minut, da Randers Frejas Michael Ravn headede et hjørnespark i mål bag Grenaas målmand Michael Bengtson.
"Det må selvfølgelig ikke ske, men hjørnesparket burde aldrig have været dømt, for i den spilsekvens, der gav Randers Freja hjørnespark, blev der begået et stort frispark mod min målmand, som dommeren overså, og derfor var Michael Bengtson måske lidt groggy i sekunderne derefter," siger Brian Engelund.
Han havde valgt at fravige sit normale 4:4:2 system til fordel for en 4:5:1 udgangsformation med Rasmus Brandstrup og Mikkel Buus på hver sin kant.
"Jeg ændrede, fordi jeg gerne ville lukke ned for Randers Frejas Jonas Mogensen centralt på midtbanen, Han og angriberen Henrik Otkjær er to fyre, som kan gøre ondt på alle hold i Serie 2," vurderer Brian Engelund.
Efter en lidt blød start fik Grenaa omkring den halve time mere facon på spillet og sluttede første halvleg af med at være ovenpå anført af en stærkt spillende Simon Dinesen, der i denne kamp overstrålede alt og alle, spillemæssigt og i forhold til løbekapacitet, lyder roser fra cheftræneren.

Fuld fart over stepperne

Efter pausen valgte Brian Engelund at smide en ekstra mand på toppen uden, at det kom til at påvirke balancen på holdet.
"Vi fik spredt spillet glimrende ud på vores kanter, og både Mikkel Buus i venstre side og Rasmus Brandstrup i højre smed en række glimrende indlæg, som vi desværre ikke fik forvaltet efter fortjeneste," siger Brian Engelund.
På trods af nederlaget var Engelund denne gang mere positiv end det var tilfældet efter nederlaget til Hornslet i anden spillerunde.
"Indstillingen og gnisten var der denne gang. Det synes jeg ikke var tilfældet mod Hornslet," siger cheftræneren.
"Vi kan bestemt bruge indsatsen mod Randers Freja til at komme videre på."
Tre point for tre kampe får derfor ikke Brian Engelund til at gå i panik.
"Det er selvfølgelig ikke godt nok, men der er mange kampe endnu, og rækken tegner meget jævnbyrdigt, så lad os se, hvordan det ser ud, når alle hold har mødt hinanden en gang. Så har vi et billede af de indbyrdes styrkeforhold."
Grenaa møder søndag 17. april hjemme på HSM Arena Helsted Fremad klokken 13.