Ny cheftræner til ÅHG hentet fra øverste hylde
Peter Schilling Laursen nyudnævnt cheftræner for ÅHG’s håndboldherrer
Efter to sæsoner som assistenttræner for håndboldkvinderne i Silkeborg-Voel KFUM i Håndbold Ligaen tog Peter Schilling Laursen, 31, et sabbatår i april 2015. Men nu, et år senere, er han tilbage på håndboldbanen igen.
Peter Schilling Laursen overtager det ledige cheftrænerjob i Aastrup/Hammelev-Grenaa (ÅHG) for klubbens bedste håndboldherrer i 3. division.
Et job, der ellers var besat med Mads Bang Jensen, men da denne efter sæsonafslutningen fik tilbudt jobbet som cheftræner i Skovbakkens herreafdeling, valgte ÅHG's ledelse at give ham løbepas.
Fuldgod erstatning
“Vi har ledt efter en cheftræner, der har erfaring og alligevel har arbejdet med ungdom, så hans syn på håndbold og vores unge spillere kan passe sammen, og der kan videreudvikles på det arbejde, Mads (Bang Jensen, red.) startede i sidste sæson. Derfor syntes vi, at Peter har den rigtige profil, fordi han har en stærk baggrund fra årene i specielt Voel,” siger Per Pedersen, Aastrup/Hammelev-Grenaa Elitehåndbold.
Per Pedersen fortæller, at det primært er Jasper Pedersen fra Aastrup/Hammelev-Grenaa Elitehåndbold og i øvrigt far til Jonas, Joachim og Jacob Pedersen fra ÅHG's divisionstrup, der har stået i spidsen for at finde en cheftræner.
Peter Schilling Laursen, 31, har i cirka otte år arbejdet med elitehåndbold hos både ungdom og senior.
Ud over træningen af flere ungdomsdivisionshold og assisterende træner for Dameligaen i Silkeborg-Voel, har Peter Schilling Laursen selv spillet flere divisionskampe for Silkeborg-Voel KFUM.
Sideløbende har han også være træner på håndboldcollege og været kredstræner for JHF Kreds 6.
Bor i Aarhus
ÅHG's nye cheftræner er født og opvokset i Voel.
“Så 50 procent af hans barndom er mere eller mindre brugt i Voel-Hallen. Derfor har Peter også et rigtig godt kendskab til kernen af et sundt foreningsliv,” påpeger Per Pedersen.
I det civile liv arbejder Peter Schilling Laursen som pædagog på et bosted i Silkeborg for unge/voksne mellem 18-25 med særlige udfordringer, men han er bosat i Aarhus sammen med sin kæreste.