Fortsæt til indhold

IF Mols storsejrede over Viking Pindstrup

Bundholdet Viking Pindstrup kunne ikke hænge på i længden i mandagskampen mod IF Mols, der kørte en sikker sejr på hele 7-1 hjem

Sport
Af Lars Norman Thomsen

IF Mols havde en plet, der skulle vaskes af, da holdet mandag aften på Molsskolens stadion tog imod bundholdet Viking Pindstrup.
I dagene op til kampen havde IF Mols mistet tre point på en protestsag, fordi holdet i opgøret mod Kolind-Perstrup havde benyttet Alexander Brus Mikkelsen uden at have dennes spillercertifikat i orden.
Alexander Brus Mikkelsen spillede i sidste sæson for Kolind-Perstrup.
"Vi har fået sagen ud af verden. Jeg har taget ansvaret for det skete, for selvfølgelig skal formalia være i orden, og det var de ikke," erkender Morten Hvid, cheftræner i IF Mols.
På banen bed Viking Pindstrup, der havde formand for fodboldudvalget Jørgen E. Sørensen med igen, godt fra sig i de første 25-30 minutter.
"Vi leverede det bedste spil i denne sæson i den første halve time, og vores nye 5:3:2-formation virkede godt, men det blev dyrt, at Jørgen (E. Sørensen, red.) skadet måtte gå ud i pausen" siger Michael Nielsen, cheftræner i Viking Pindstrup.
IF Mols bragte sig godt nok foran 1-0, men gæsternes Tobias Osborn Wiik svarede hurtigt igen med et følt lop over Mols-keeperen, og det udlignede hjemmeholdets føring.
I det sidste kvarter begyndte tingene at skride for gæsterne, der måtte indkassere scoringer til både 2-1 og 3-1 inden pauseteen.

To mål af debutant

Efter pausen øgede IF Mols hurtigt til 4-1, og så var der udsolgt hos Viking Pindstrup.
"Vi spillede i modvind før pausen, men så optimistisk på mulighederne for at komme tilbage i kampen, når vi fik medvind i anden halvleg. Da Mols scorede ret hurtigt til 4-1, mistede mine spillere troen på det," siger Michael Nielsen.
"Vores to angribere, Stefan Qvist og Chris Johnsen, havde et par gode muligheder, og de fortjener snart at score, for de arbejder hårdt for det," siger Viking Pindstrups cheftræner.
"Vi spillede ikke nogen prangende kamp, men vi kunne sagtens have vundet med 2-3 mål mere, fordi Viking Pindstrups tunge forsvar havde svært ved at følge med vores hurtige folk. Jeg vil vurdere Pindstrup til at være den hidtil letteste modstander, som vi har mødt i denne sæson," siger Mols-træner Morten Hvid.
Han præsenterede en ny mand i mandagens dyst, Jonas Herkules Lindgaard-Kjeldsen, der efter kun tre træningspas følte sig klar til at spille kamp.
"En spændende spiller, som endnu ikke er i form, men han scorede to fine mål, og vi skal nok få meget glæde af ham," vurderer Morten Hvid.
Det største talent i Mols-truppen, Jesper Munk Rasmussen, scorede tre mål, mens purunge Nicklas Tue Mikkelsen og Oliver Kalinski Johansen hver scorede en gang.

Lokalopgør på Pindstrup Stadion

IF Mols var uden kaptajn Casper Munk, som i øjeblikket forbereder sig til at skulle løbe et marathonløb i slutningen af maj.
Om han er med på Trustrup Stadion klokken 19 fredag aften, når IF Mols møder formstærke Østdjurs 91, er endnu ikke afgjort.
"Det bliver spændende på fredag, for selvom vi tabte på skrivebordet til Kolind-Perstrup, er vi fortsat ubesejret på banen, men på fredag bliver vi matchet hårdt, og jeg glæder mig til at se vores niveau i sådan en kamp," siger Morten Hvid.
Viking Pindstrup møder hjemme IF Midtdjurs, også fredag aften klokken 19, og Michael Nielsen ser optimistisk på mulighederne for at hente point mod den ligeledes pointløse naboklub, der altid har været Viking Pindstrups arvefjende nummer et.
"Jeg håber på stor opbakning på Pindstrup Stadion, for vi vi vil forsøge at forlænge de gode takter fra Mols-kampens første halve time til en hel kamp," forsikrer træneren.
Bortset fra Jørgen E. Sørensen og Ole Bak forventer han at kunne råde over de øvrige i truppen.
"Mads Schmidt er tilbage i centerforsvaret, og det er en forstærkning, og så håber jeg, at vores tre midtbanefolk, Mads Qvist, Ragnar Niclasen og Tobias Osborn Wiik, kan arbejde lige så hårdt som mod Mols, for så har vi gode muligheder mod Midtdjurs," lyder det med overbevisning fra Michael Nielsen.