Fortsæt til indhold

Auning skal steppe op til mødet med topholdet

Fem point efter fire spillerunder for Aunings debuterende mesterrækkehold i U14 er fuldt ud tilfredsstillende, mener cheftræner Jeppe D. Friis

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Aunings U14 drenge i mesterrækken høster nye erfaringer fra kamp til kamp. Senest, da holdet var på besøg i Ebeltoft og mødte et mandskab, der ligesom Auning ikke vægter fysikken på bekostning af teknikken, som flere af de øvrige hold i rækken.
"Ebeltoft var i modsætning til nogle af vores øvrige modstandere ikke fysisk stærkere end os. Nogle teknisk dygtige spillere, som i høj grad forsøgte at drible og kombinere sig til chancer. Dette lykkes stort set ikke, og da vi på dagen samtidig ikke virkede oplagte og smed mange bolde væk, var det derfor ikke den mest inspirerende kamp at se på," siger Aunings træner Jeppe D. Friis.
Resultatet 0-0 var okay bedømt efter spil og chancer.
Chancer var der nemlig ikke mange af i opgøret.
"Den største tilfaldt Auning efter tre minutters spil, men blev headet over mål," fortæller Jeppe D. Friis.
Han er dog fint tilfreds med udbyttet af de første fire kampe, som har afkastet fem point.
"Rækken virker, bedømt ud fra stillingen, meget jævnbyrdig, men jeg synes, at Grenaa er markant de stærkeste, vi har mødt indtil nu," siger Auning-træneren.
Grenaa spiller imidlertid med aldersdispensation og kan derfor ikke vinde rækken.

Mod favoritterne på onsdag

Auning møder onsdag 11. maj de formodet stærkeste bejlere til førstepladsen, FC Aarhus, på VIK's anlæg i det nordlige Aarhus.
FC Aarhus. er et klubsamarbejde, som er startet af Skovbakken, VIK og Aarhus Fremad for de fem årgange fra U13 til U17.
FC Aarhus kan mønstre hele fire hold i U14-gruppen. Det hold, som Auning skal møde, er andetholdet. Førsteholdet spiller et trin højere i U14-Vest2.
"Hvis vil skal tage point med hjem fra Aarhus, skal vi først og fremmest præstere langt bedre teknisk. Et område, hvor jeg normalt vil sige, at vi er dygtige, men i de seneste to kampe ikke har vist, hvad vi kan," siger Jeppe D. Friis, tidligere mangeårig førsteholdsspiller i både Vivild og Auning, og ligeledes seniortræner i begge klubber.
Jeppe D. Friis har også været assistenttræner i FC Djursland.
Som ungdomsspiller spillede han førsteholdsfodbold i Randers Freja, hvor han også i de unge år var med i seniortruppen og nåede et par kampe på bænken på divisionsholdet, før han blev en del af et kuld i Vivild, der hoppede fra Jyllandsserien og op i den daværende Kvalifikationsrække.