Vivild klar til at byde FC Djursland op til dans
Et ærgerligt 2-1 nederlag til Søften GF i sidste spillerunde har ikke ødelagt cheftræner Dennis Holdgaards tro på en overraskelse på HSM Arena lørdag eftermiddag
"Vi har nogle unge drenge på holdet, der ikke synes, det er så sjovt, at det kun er blevet til seks point i de første syv kampe, men jeg ser ingen grund til panik, fordi vi trods alt kun har fem point op til andenpladsen," siger Dennis Holdgaard, cheftræner i Vivild, før lørdagens kamp mod topholdet og oprykningsfavoritterne FC Djursland på HSM Arena.
Han måtte se sit hold komme tomhændet hjem fra udekampen mod Søften GF Kristi Himmelfarts Dag.
Vivild tabte 2-1 (0-0).
Et resultat, som Dennis Holdgaard ikke lige havde set komme, da topscorer Sebastian Stær 18 minutter efter pausen bragte Vivild foran 1-0, da den vævre angriber kom igennem i højre side af feltet og frækt fra baglinjen sparkede bolden i nettet - mellem forstolpe og målmand.
"Målmanden havde ventet en aflevering bagud i feltet, så han tog et skridt fremad i banen. Det åbnede for, at Sebastian selv tog chancen. Et glimrende mål," fortæller Holdgaard.
Ti minutter før tid fik hjemmeholdet udlignet, men det fik ikke Vivild til at slække på troen på en sejr.
I kampens døende minut udnyttede hjemmeholdet imidlertid, at Vivild var kommet lidt i ubalance til at score til 2-1.
"En af deres spillere fik næsten fra baglinjen sendt bolden ind over, hvor der kom en medspiller ved bagerste stolpe og fik raget bolden i mål. Vi nåede nærmest ikke at få givet bolden op, før dommeren fløjtede af."
- Sur røv, siger man om den slags?
"Ja, det er ikke noget dumt udtryk at bruge," griner Vivilds cheftræner.
Tror på en overraskelse
Trods en placering som nummer næstsidst tror Dennis Holdgaard på, at hans hold har en mulighed for at overraske rækkens ubestridte tophold, FC Djursland, på HSM Arena i lørdagens kamp.
"Dejligt vejr, mange mennesker og en god bane. Det er den rigtige motivation til at spille en god fodboldkamp," anfører Holdgaard, der kan mønstre stærkeste opstilling.
"FC Djursland er dygtige og har en bred trup, men vi går ikke på banen for at lægge os ned på forhånd, og jeg tror, vi har folkene i front, som kan true FC Djurslands tre bagerste i en sprint," siger Dennis Holdgaard.
Her tænker han naturligvis på Sebastian Stær, måske den hurtigste mand i rækken, og den lille Jimmi Hansen plus den uortodokse Thomas Thorngaard.
Dennis Holdgaard har endvidere bemærket, at Felipe Soares er skadet hos FC Djursland.
"Han var bedste mand, da vi mødte dem for en god måned siden i Vivild, så ham er vi glade for ikke at skulle møde ham igen," siger Dennis Holdgaard.
Til gengæld kan det meget vel tænkes, at garderhøje Kristian Kaagh er klar til at begynde kampen for FC Djursland, og han vil være en trussel i luftspillet for Vivilds unge forsvarskæde.
Opgøret på HSM Arena fløjtes op klokken 15.
Du kan følge kampens forløb her ved, at klikke på:
www.dbu.dk/turneringer_og_resultater/resultatsoegning/LiveScore.aspx?matchid=895438&poolid=225175