Fortsæt til indhold

Unge Søren Sørensen brillerede i Aastrup-Hammelev sejr

En lynstart var i høj grad medvirkende til, at Aastrup-Hammelev fik skovlen under Hobro og hentede tre kærkomne point

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Unge Søren Sørensen, endnu kun U19 spiller, har skullet bruge et halvt år til at vænne sig til seniorfodbold, men nu begynder den unge spiller for alvor at byde sig til og være kampafgørende hos Aastrup-Hammelev.
I sidste spillerunde huserede unge Sørensen atter på højrekanten hos hjemmeholdet, der havde besøg af et svækket mandskab fra Hobro.
Aastrup-Hammelev lynstartede med en scoring efter blot to minutter, da Henrik Pedersen, divisionsspiller i håndbold hos Nørre Djurs HK, kastede et indkast helt ind til bagerste stolpe, hvor nyerhvervelsen Mikkel Boel Brokholm satte låret på læderet, så kuglen fik tilpas med fart til at kunne trille over stregen.
"Mikkel har ikke spillet fodbold siden ungdomstiden, men han læser idræt på Aarhus Universitet sammen med Lauritz Taul Madsen, og det er forklaringen på, at han nu har fået gang i fodbolden igen og spiller hos os," siger Kim Busse, cheftræner i Aastrup-Hammelev.

Blot tre minutter senere øgede Emil Block til 2-0 på oplæg fra kometen Søren Sørensen.
Hobro reducerede i det 20 minut, men inden pausen nåede Søren Sørensen at score kampens smukkeste mål, da han på kanten af feltet fik styr på aflevering fra anfører Nicolaj Jarsmer og nærmest i samme moment sparkede bolden op i det ene målhjørne.
"Et fantastisk flot mål," roser Kim Busse.

Styrede den hjem

En udvisning til Frederik Smed Jensen i det 38. minut formåede hjemmeholdet at overleve.
Ikke mindst fordi trioen, målmand Marcus Bak og midtstopperne Jakob Steensgaard og Nicolaj Jarsmer, var stærkt spillende og kampen igennem udgjorde en solid akse hos Aastrup-Hammelev.
"Vi havde styr på det efter pausen og formåede at holde Hobro fra chancer stort set," siger Kim Busse.
Han havde valgt at benytte garderhøje Jonathan Henig som midterangriber, og det var en succes at bruge den normale midtbanespiller på denne position.
"Henig formåede at beskytte bolden med ryggen til modstandernes mål og ligeledes komme godt af med den, så han fungerede fint på den nye plads og var til stor hjælp i vores opspil," siger Kim Busse.
Mod slutningen begyndte det imidlertid at knibe med kræfterne hos flere af hjemmeholdets spillere.
Det betød, at de unge, Frederik Hougaard og Mathias Ilsø Bonde, måtte ind fra bænken for at give ny energi til holdet.
Hobro reducerede alligevel til 3-2 fem minutter før tid.
"Tættere på kom de ikke, og vi formåede fint at holde hovederne kolde, selv om Lauritz Taul Madsen måtte ud med gult kort før tid," siger Kim Busse.

Andreas Busse tilbage

De tre point til Aastrup-Hammelev lunede i bunden af rækken.
"Jeg håber, vi kan følge op, når vi tirsdag 17. maj møder Søften på udebane," siger Kim Busse.
"Igen en vigtig kamp, fordi vi møder en direkte konkurrent i kampen om at undgå nedrykning."
Kim Busse kan glæde sig over, at Andreas Busse når hjem til opgøret. Dagen forinden lander den driblstærke angriber i Danmark efter fem ugers rejse i USA.
Også de skadede Nicklas Dohn Jakobsen (på bænken mod Hobro uden at komme i kamp), Frederik Husum og Nicolai Johansen ventes at være kampklare igen.
Det samme gælder Martin Fiehn, hvorimod assistenttræner Jakob Steensgaard til gengæld ikke forventes at være til rådighed, fordi han og konen er i lykkelige omstændigheder.