Fortsæt til indhold

AGF starter projekt i Hornslet

Efter sommerferien får Hornslet-børn fra 6 til 10 år mulighed for at gå til fodbold i stedet for at tage i SFO – AGF står for træningen på Hornslet Stadion

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Hornslet bliver et af steder i Østjylland, hvor AGF efter sommerferien igangsætter sin nyeste satsning på talentområdet, Fodboldfritid, for børn i alderen fra 6 til 10 år som et alternativ til at gå i SFO.
Det meddeler klubben på facebook.com/fodboldfritid
"Det er for alle, både piger og drenge, fra 0. til og med 3. klasse, og selvom AGF er involveret, handler det ikke om elite, men om fodbold og bevægelse i eftermiddagstimerne hver eneste dag fra klokken 14 til 16.30,” forklarede AGF's talentchef Anders Madsen på et forældremøde tidligere på året i Hornslet Kultur- og Idrætscenter, hvor talentchefen også slog fast, at tilbuddet primært var målrettet børn på Hornslet Skole.

20-25 børn

Oprindeligt var det planen, at mindst 40 børn skulle tilmelde sig inden 1. maj 2016 for, at AGF ville sige ”go”, men da Lokalavisen 11. marts 2016 i en mail spurgte AGF's talentchef til tilmeldingen, svarede Anders Madsen tilbage, at der var indkommet beskedne ti tilmeldinger, men at man efter en åbent hus dag på Hornslet Stadion håbede at nå op på 20-25 tilmeldte børn.
"Så kører vi," skrev Anders Madsen tilbage.
Det er nu blevet en kendsgerning.
AGF knytter en fast, daglig leder til Fodboldfritid i Hornslet, ligesom AGF sørger for den øvrige trænerstab.

Pædagogisk baggrund

Den daglige leder har en pædagogisk baggrund samtidig med, at han er fodboldfaglig kompetent, og det samme gælder de øvrige trænere,” understregede Anders Madsen på forældremødet tidligere på året, hvor også talentchefen lovede, at der for hver 10 deltagende børn vil være en voksen.
Normen i SFO er cirka en voksen pr. 20 børn til sammenligning.