Fortsæt til indhold

Viking Pindstrups islandske klippe kunne ikke stoppe IF Midtdjurs

IF Midtdjurs kom langt om længe på tavlen i rækken ved at vinde bundopgøret på Pindstrup Stadion med 3-0

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Anført af førsteholdets normale midtstopper, garderhøje Jonas 'Joe Hipster' Simonsen, lod IF Midtdjurs ingen tvivl om, hvem der var bedst i lokalopgøret mod Viking Pindstrup på Pindstrup Stadion.
IF Midtdjurs vandt en sikker 3-0 (1-0) sejr og tillod sig endda undervejs at brænde et straffespark.
"Det var helt fortjent, at Ryom (IF Midtdjurs, red.) vandt. De havde rykket et par førsteholdsspillere ned fra Serie 2, og det forstærkede tydeligvis holdet," siger Michael Nielsen, cheftræner i Viking Pindstrup.
Da kampen blev spillet fredag aften, og IF Midtdjurs' førstehold i Serie 2 spillede lørdag mod Auning, var det helt efter reglerne, at blandt andet Jonas 'Joe Hipster' Simonsen spillede med på andetholdet, fordi han var forhindret lørdag på grund af deltagelse i konfirmation.
Fredag-lørdag-søndag er samme spillerunde og har været det, siden Ruder Konge var knægt. Var kampen blevet spillet torsdag, kunne IF Midtdjurs ikke have rykket spillere ned fra førsteholdet med mindre, at førsteholdet spillede samme dag eller tidligere på ugen.
IF Midtdjurs havde også Friborz 'BK TheKing' Karimi, Kushtrim Deskaj og Søren Aaagaard Vitten Gribsholt med på Pindstrup Stadion. Alle tre navne har også mange førsteholdskampe på bagen.

Startmål af Elgaard

Hos hjemmeholdet var der comeback til Jonas Ilsøe Babis.
Træner Michael Nielsen havde valgt at fastholde en 3:5:2 formation, og den agter han også at bruge i de kommende kampe.
"Jeg synes, den har fungeret fint rent defensivt, mens vi fortsat har problemer med at score mål," siger cheftræneren.
Victor Elgaard Toft bragte IF Midtdjurs foran 1-0 før pausen.
Efter pausen viste hjemmeholdets islandske målmand Bjarni Holalagi, at han er ekspert i at redde straffespark.
Normalt træfsikre Kushtrim Deskaj formåede ikke at passere hjemmeholdets ankermand, der har en fodboldfortid på vulkanøen, hvor han spillede i Islands næstbedste række.
"Det er det fjerde straffespark ud af fire mulige, som Bjarni Holalagi redder i denne sæson, så måske skal vi til at håbe på, at vores modstandere fremover kun afslutter fra straffesparkspletten," siger Michael Nielsen.
Friborz 'BK TheKing' Karimi øgede til 2-0, inden en af de nye spillere i IF Midtdjurs-regi, Gotfred Kynde, gjorde det til 3-0, der blev slutresultatet.

Point er bonus

Viking Pindstrup er pointløse i seks spillerunder, og træner Michael Nielsen kan da også godt læse skriften på væggen. Viking Pindstrup har et målregnskab efter seks spillerunder, der lyder på 4:29.
"Alle de point, som vi kan skrabe sammen vil være bonus for os, men selv om vi sandsynligvis rykker ned i Serie 5, så synes jeg rent faktisk, at der er muligheder i holdet, fordi vi har fået opbygget en fast base, der vil være med hver gang," siger Michael Nielsen.
Et træningsfremmøde hver onsdag på 12-14 stykker er han fuldt ud tilfreds med.
Viking Pindstrup spiller torsdag, Kristi Himmelfarts Dag, et nyt lokalopgør, når holdet får besøg af Kolind-Perstrup klokken 13.30.
IF Midtdjurs, der nu har samlet tre point i seks spillerunder, var programsat til at skulle spille allerede onsdag aften på Ryomgård Stadion mod formstærke Østdjurs 91. Gæsterne har imidlertid indvilget i at flytte kampen til fredag 13. maj, fordi Ryomgård Stadion i øjeblikket er sat på skånekost. Kampbanen har haft svært ved at opsuge vandet fra de seneste ugers regnskyl.
"Vores førstehold spiller torsdag mod Grenaa på kampbanen. Vi ville også gerne have flyttet denne kamp, men det ville Grenaa ikke være med til, men to kampe samme dag på kampbanen ville have smadret den. Derfor er vi glade for, at Østdjurs indvilgede i en flytning," siger Jakob Olesen, næstformand og kampfordeler i IF Midtdjurs.