Fortsæt til indhold

Aastrup/Hammelev ovenud lykkelige for smalt nederlag til FC Djursland

På et mål af Brian Johansen efter en time vandt topholdet FC Djursland lokalopgøret mod naboklubben med beskedne 1-0 på HSM Arena

Sport
Af Lars Norman Thomsen

"Vi var mere end tilfredse, da det hele var overstået," erkender Aastrup/Hammelevs cheftræner Kim Busse.
"Vi havde ærlig talt frygtet en sæk på et tocifret antal mål, så at kunne holde FC Djursland nede på blot en enkelt scoring var fantastisk."
FC Djursland vandt lokalopgøret med 1-0 (0-0) på et mål af lille Brian Johansen på hovedstød efter en time. Lucas Dambros da Silva stod for den målgivende aflevering.
"I situationen misforstod vores målmand Marcus Bak og Nicolaj Jarsmer hinanden, og det betød, at Brian Johansen nemt kunne heade bolden i mål," siger Kim Busse.
Han måtte undvære mere end en håndfuld stamspillere: sønnerne Andreas og Mathias Busse, Frederik Husum, Jonathan Henig, Anders Nielsen og Nicklas Dohn Jakobsen.
I stedet gjorde assistenttræner Jakob Steensgaard comeback i centerforsvaret, hvor han holdt en time i et tæt samarbejde med Nicolaj Jarsmer.
"Steensgaard spillede glimrende, og han var god til at dirigere," roser Kim Busse, der også havde fået Henrik Pedersen, håndboldspiller for Nørre Djurs HK i 3. division, med på holdet.
"Henrik gjorde det godt som forsvarer i højre side, men det siger meget om vores holdproblemer, at jeg havde et par stykker med på bænken, som jeg aldrig havde mødt før," siger Kim Busse.

Fortjent sejr

FC Djursland måtte undvære sin brasilianske stjerne, Felipe Soares, der er skadet og heller ikke er med Kristi Himmelfarts Dag, når FC Djursland gæster Nørager.
Heller ikke Kristian Kaagh var med på grund af sygdom i ugen op til lokalopgøret, men han ventes klar til Nørager-kampen.
"Hatten af for Aastrup/Hammelev, de gjorde det godt, dækkede banen flot af, og de gjorde det svært for os," siger FC Djurslands cheftræner Aroldo Strack.
"Der var lidt optræk til panik, fordi vi trods meget spil og mange situationer i feltet først fik scoret efter en time," erkender FC Djurslands cheftræner.
Han havde naturligvis gerne set flere scoringer, men frygtede aldrig for sejren og de tre point.
"Aastrup/Hammelev havde ingen chancer overhovedet, så vores sejr var yderst okay, og det er fint, når vi vinder. Det er svært at gennembryde en mur bestående af 11 modspillere, især, hvis man ikke er heldig med at få scoret tidligt i kampen," siger Aroldo Strack.
"Alle skal huske på, at det ikke er mange måneder siden, at vi begyndte arbejdet med truppen efter mange sæsoner med nederlag på nederlag. Derfor er det for vildt at tro på, at vi bare går ud og vinder stort hver gang."

Spændende opgør i Nørager

Aroldo Strack ser frem til opgøret mod Nørager Kristi Himmelfarts Dag på Nørager Stadion klokken 15.
"Jeg tror, det bliver en spændende kamp, som vi kan bruge til meget, fordi Nørager reelt skal vinde for ikke at blive hægtet af i toppen af tabellen," siger Aroldo Strack.
Han så Nørager tabe til Vivild på udebane fredag aften, og han så et Nørager-hold, der var mest på bolden, men ikke var særligt effektive på den forreste tredjedel af banen.
"Selv om vi har vundet de seks første kampe, så er intet afgjort endnu. Hvis vi taber i Nørager, så har vi Vivild og Hobro efterfølgende, og det bliver heller ikke lette kampe," bemærker FC Djurslands dansk-brasilianske cheftræner.
Han tror på, at Nørager vil udfordre FC Djursland ved at spille med og ikke bare pakke sig, som mange af de øvrige hold i rækken.
"Det vil gøre kampen seværdig, men også skærpe kravene til os selv, og det er sundt i forhold til den proces, vi er i gang med. Vi skal være dygtige til at hæve vores niveau, når vi møder de bedste hold."
Aastrup/Hammelev møder allerede onsdag aften klokken 18.30 Hobro på Åstrup Stadion.
"Det er måske fint at møde dem en onsdag aften, hvor de kommer direkte fra arbejde og skal ud på en lang køretur," siger Kim Busse, der forventer, at Jonathan Henig er med mod Hobro.
Efter Hobro-kampen vanker der 14 dages kamppause.
"Den skal udelukkende bruges til at få samtlige skadede spillere klar til slutspurten, for den bliver hård, men vi tror på, at vi kan redde os endnu en sæson i Serie 1," siger Aastrup-træneren.