Nørager tabte efter svag indsats til bundholdet
Cheftræner Allan Haslund var skuffet over spillernes slappe indstilling og attitude i 2. pinsedagskampen mod VRI
Nørager tabte overraskende udekampen 2. pinsedag til bundholdet VRI med 2-0 (1-0), og det kunne hverken spillere eller cheftræner Allan Haslund tillade sig at gø af.
"Jeg accepterer, at man kan spille en dårlig kamp, men jeg har til gengæld aldrig kunnet acceptere, at man i det mindste ikke forsøgte levere på en dårlig dag," siger Nøragers cheftræner Allan Haslund.
"Mod VRI troede vi vidst, at vi var verdensmestre på forhånd efter to gode præstationer mod FC Djursland og Hobro, men det var vi så ikke, og det kom vi til at betale for," tilføjer en skuffet Haslund.
Han vil ikke høre tale om, at der bare var tale om en kollektiv offday.
"Sludder, vi blev straffet for på forhånd at tro, at det ville blive en nem opgave, fordi VRI er et bundhold, men alle hold i denne række er gode, og slækker vi på tingene, så kan vi nemt tabe til samtlige mandskaber," understreger Allan Haslund.
Han var i stærkeste opstilling og benyttede sin faste systemformation: 4:5:1 - som han dog afveg undervejs, fordi han desperat jagtede en opstilling, der duede - uden held.
Tre gule kort
Søren Bai var tilbage i Nørager-forsvaret efter en kamps fravær på grund af en fisketur.
Men den stærke stopper havde det ikke godt rent fysisk.
"Han havde det skidt i første halvleg, som om han skulle kaste op, og derfor var han ude i fem minutter for at se, om han kunne komme af med noget," fortæller Allan Haslund, som dog hurtigt fik stopperen tilbage på banen.
Netop Søren Bai var årsag til, at VRI kom foran 1-0 efter 41 minutter på et straffespark.
"Jeg synes umiddelbart, at det var hårdt dømt af dommeren, og jeg forstod ikke, hvorfor dommeren kun gav Bai det hule kort, hvis han mente, at forseelsen var til straffespark. Så skulle konsekvensen selvfølgelig have været rødt kort," lyder det fra Haslund.
Inden Søren Bais gule kort havde Daniel Sortkjær været ude i ti minutter for en eftertackling efter, at han havde mistet bolden.
Efter pausen var der også ti minutter til Michael Jensen for en hård tackling.
"De kunne rent fysisk matche os, men de kunne desvære også teknisk, fordi vi gen smed for mange bolde væk og generelt var for ufarlige," siger Allan Haslund.
Svinger for meget
VRI gjorde det til 2-0 efter 65 minutter.
"Vi formåede ikke at komme tilbage, for VRI havde læst os godt og spillede kompakt med fem midtbanespillere, tre forsvarsspillere og to angribere," forklarer Nøragers cheftræner.
Angrebsmæssigt skabte Nørager også denne gang for lidt, og derfor varsler Allan Haslund nu ændringer i næste kamp mod Søften søndag på Nørager Stadion.
"Jeg overvejer at spille med to deciderede angribere i et klassisk 4:4:2 system for at se, om det kan give os mulighed for at komme til flere afslutninger."
Men cheftræneren erkender også, at alle mulige taktiske ændringer er fine nok, men kun hvis spillerne tager imod dem og viser mere ydmyghed.
"Det kan ikke nytte, at vi svinger så meget i præstationerne; som vi gør. Det kan godt være, at FC Djursland er sikker oprykker, men vi har meget andet at spille for. Vi kan for eksempel fortsat rykke ned," siger Allan Haslund, der benyttede samtlige sine tre udskiftningsspillere mod VRI: Glenn Hansen, Lasse Jensen og Steffen Klintø.
Opgøret mod formstærke Søften, der har tre dygtige folk i front, spilles klokken 15.