Stærkt Hobro mandskab sendte Vivild til bunds
Cheftræner Dennis Holdgaard og hans tropper tabte 4-1 lørdag formiddag til et reorganiseret Hobro hold, der stillede med fire spillere som var med, da Hobro forleden mødet Viborg FF i Reserveligaen
Vivild er spillet ud af brættet i Serie 1, hvis ikke holdet magter at hente alle tre point i hjemmekampen fredag aften mod Aastrup/Hammelev.
Det er den barske kendsgerning efter lørdagens resultater, hvor Vivild røg helt til bunds i Serie 1 efter 4-1 (2-0) nederlaget til Hobro på højbanen ved Hobro Stadion.
Vivild var uden de skadede Jakob Hørning og Kasper Pedersen, ligesom en småskadet Morten Tolbod bad om at måtte starte på bænken for at se, om han kunne løbe sig varm og dermed mærke mindre til skaden.
Det betød, at cheftræner Dennis Holdgaard selv måtte starte på den centrale midtbane, inden Tolbod efter godt 20 minutter meldte sig klar til at spille resten af kampen.
Da var Vivild kommet bagefter både 1-0 (efter 2-3 minutter) og 2-0 godt et kvarter senere.
"Vi mødte et godt hold, meget bedre end det, som vi mødte på hjemmebane," siger Dennis Holdgaard.
"Bagud 2-0 så tidligt i kampen, så var det svært at tro på en sejr, men spillerne blev nu ved, og vi havde også et par muligheder til Sebastian Stær. Desværre manglede han lige heldet."
Hjemmeholdet stillede med fire spillere, der forleden var med mod Viborg FF i Reserveligaen sammen med reserverne i Hobros superligatrup: Mathias Poulsen, brødrene Peter og Jonas Højgaard samt Honoré Kalala.
Især sidstnævnte imponerede cheftræner Holdgaard med sin evne til at suge bolden til sig på den centrale midtbane.
Lauge reducerede
Efter pausen forsøgte Vivild at lægge pres på Hobro ved at gå over til et tremandsforsvar.
Det betød, at den ene midtstopper Lauge Feldskov Andersen blev sendt i front.
"Vores satsninger bar desværre ikke frugt, og da de efter cirka 75 minutter scorede til 3-0 efter et hjørnespark, var vi færdige," erkender Dennis Holdgaard.
Lauge Feldskov Andersen fik reduceret til 3-1, men mere blev det ikke til, og Hobro kunne i de døende minutter slå sejren fast til slutresultatet 4-1.
"Vi var måske en tand for pæne i vores nærkampe, mens Hobro bare hamrede igennem," funderer Dennis Holdgaard.
"På den anden side må vi også være realistiske med de skader, der er på både første- og andetholdet og med de spillere vi tillige har mistet forud for denne sæson, og erkende, at det nok er vores niveau, som vi viser i Hobro," siger Dennis Holdgaard, der naturligvis vil kæmpe til sidste spillerunde for at undgå nedrykning.
"Vi er slet ikke færdige endnu, men der er ikke noget at rafle om. Fredag skal vi have alle tre point mod Aastrup/Hammelev, ellers ser det håbløst ud," siger cheftræner Holdgaard.
Ros til Niklas Mathiesen
Dennis Holdgaard er normalt ikke trænertypen, der fremhæver enkelte spillere.
Hans devise er den gode gamle: Vi vinder sammen og taber sammen.
Men han gør dog en undtagelse denne gang ved at fremhæve midtbanespilleren Niklas Mathiesen for en stor løbemæssig indsats
"Nicklas kom i vejen for meget og skilte sig også fint af med boldene," siger Dennis Holdgaard, der ikke har udsigt til at få Jakob Hørning og Kasper Pedersen med i opgøret mod Aastrup/Hammelev.
Ugens træning skal benyttes til at få spillerne til at lade være med at hænge med skuffen.
"Vi har muligheden for at vinde over Aastrup/Hammelev, og alene udsigten til mange tilskuere på Langhøj Idrætscenter bør få os til at kaste alt, hvad vi magter og har ind i opgøret," siger Vivilds cheftræner.
Han frygter ikke for sin trænertjans i Vivild trods de manglende resultater.
"Overhovedet ikke. Jeg snakker fint sammen med Vivilds ledelse, og de er ligesom mig og spillerne frustrerede over, at vi ikke har point nok efter ti spillerunder, men de erkender også, at vi har mistet mange spillere, siden sidste sæson, så derfor skal vi også være realistiske," siger Holdgaard.
Han hæfter sig ved, at heldet heller ikke har været med Vivild.
"Mod Søften taber vi 2-1 efter at have ført 1-0 til ti minutter før tid, og mod Kristrup fører vi 1-0 til kort før tid, før de udligner til slutresultatet 1-1. De fem point ville have lunet, men sådan er fodbold også, og vi må ud på fredag for at hente alle tre point."