"Røvsyg kamp, der fortjent ender 0-0"
TRIF-træner Frederik Thøgersen faldt ikke ligefrem i svime over præstationerne i mandagens lokalopgør mellem IF Mols og TRIFpå Molsskolens Stadion
Der er altid noget på spil, når IF Mols og TRIF krydser klinger på fodboldbanen.
Det var der også mandag aften, men TRIF's cheftræner Frederik Thøgersen var nu ikke imponeret af begivenhederne på banen i lokalopgøret, der sluttede 0-0.
Citatet i overskriften til dette kampreferat er Thøgersens umiddelbare førstehåndsindtryk af opgøret.
"Det var en fair og intens kamp uden vildt mange chancer. Vi var ganske enkelt ikke skarpe nok, bedst illustreret af, at vi sender 5-6 dødbolde, hjørnespark og frispark, bag mål, selvom sparkeren er upresset og har uanede muligheder for at præstere noget, der minder om kvalitet," siger Frederik Thøgersen.
Han forsøgte under hele kampen at optimere sit hold med et væld af indskiftninger, men uden at finde den røde tråd eller den gule, skulle man måske skrive med henvisning til farven på TRIF's spilledragt.
"Vi mangler skadede Frederik Søegaard, fordi han kan lave mål, men Frederik kan også gøre sine holdkammerater farlige," siger Frederik Thøgersen, der til gengæld var glad for, at forsvarsstyrmanden Mathias Mayn var tilbage på holdet efter en skade.
"Med Mayn tilbage var der lukket af defensivt, så på dette punkt var jeg tilfreds," noterer Thøgersen.
Mols med ny keeper
IF Mols stillede med en debuterende målmand, Arthur Bak Klausman, og han fik en fin debut med et clean sheet.
"Han har ikke spillet fodbold de seneste 6-7 år, men er tidligere målmand, og han gjorde det fint," siger Morten Hviid, træner i IF Mols.
Han måtte allerede tidligt i kampen udskifte en af sine faste støtter, Alexander Brus Mikkelsen, som fik en fiberskade i baglåret.
Det betød, at Kieren Jon Boyling rykkede ned som centerforsvarer i et forsvar, hvor der i forvejen var skiftet flittigt ud i forhold til de foregående kampe.
"Kieren gjorde det glimrende som styrmand sammen med Sigurd Kujahn Hvidkjær, og det samme gjorde Casper Munk Rasmussen og veteranen Søren Bo Jørgensen på den centrale midtbane," siger Morten Hviid.
Søren Bo Jørgensen, førsteholdsspiller i IF Mols i klubbens velmagtsdage, formåede at spille med i 80 minutter.
"Generelt præsterede vi en god fight, og jeg kunne ikke klage over spillernes tænding. Den var der i modsætning til vores sidste kamp mod Rougsø FF," siger Morten Hviid.
TRIF vil gøre rent bord - IF Mols vil slå Pindstrup
Det uafgjorte resultat betyder, at TRIF reelt kan skyde en hvid pil efter oprykning til Serie 3.
Oprykningskampen bliver et mellemværende mellem Østdjurs 91 og Rougsø FF. Vinder begge klubber resten af deres kampe, er det meget sandsynligt, at de følger hinanden op i Serie 3.
"Vi vil selvfølgelig gå efter at vinde vores tre sidste kampe og slutte på tredjepladsen," siger Frederik Thøgersen.
"På lørdag møder vi IF Midtdjurs på Rønde Stadion, og jeg håber virkelig, at Midtdjurs kan stille hold og ikke må melde afbud, som de gjorde det i den forgangne weekend mod Rougsø FF. Det er for fladt at vinde uden kamp, og med tre seniorhold i klubben, skal Midtdjurs kunne stille sit andethold," siger TRIF-træneren.
IF Mols kunne sagtens bruge det ene point fra lokalopgøret.
Det rykkede klubben yderligere væk fra bundstriden, og med en sejr over bundholdet Viking Pindstrup fredag aften på Pindstrup Stadion kan IF Mols være sikker på, at der også spilles Serie 4-fodbold på Molsskolens Stadion efter sommerferien.