TRIF nulstillet af Vivilds gamle cirkushest
Jeppe Friis, tidligere mangeårig førsteholdsspiller i Vivild IF, formåede at gøre ondt på TRIF med sin store rutine og lyst til at vinde fodboldkampe
TRIF hænger på i toppen af Serie 4, men uafgjort 1-1 i seneste spillerunde mod Vivild var ikke lige med i træner Frederik Thøgersens gameplan.
"Forud for Vivild-kampen klarede vi 0-0 mod Rougsø i topopgøret på udebane, og det kunne vi være fint tilfredse med efter spil og chancer mod et fysisk stærkt hjemmehold, der formåede at kyse mine unge spillere. Derfor var det fint, at vi formåede at holde stand," siger Frederik Thøgersen.
Til gengæld havde Thøgersen regnet med at hente alle tre point mod Vivild, selv om han måtte undvære flere stamspillere.
Det betød, at han selv måtte indgå i truppen sammen med assistenttræner Nikolaj Sienko Frederiksen.
Vivild havde gravet veteranen Jeppe D. Friis frem fra gemmerne, og Friis blev en vigtig brik i kampen, der sluttede 1-1.
Mikkel Meldgaard bragte TRIF foran 1-0, da han sparkede riposten i mål efter et straffespark, som målmanden havde halvklaret fra samme Meldgaard.
Straffesparket blev begået mod Emil Lindholm.
Friis tæmmede TRIF-angriberne
Jeppe D. Friis var i høj grad drivkraften på Vivild-holdet sammen med en anden veteran, Martin Kragbæk.
"Vi mangler skadede Rasmus B. Søegaard til at vise vejen i det fremadrettede spil, for når vi møder et hold som Vivild med et par rutinerede gutter i rækkerne, synes jeg, at vi mangler evnen til at sætte os igennem for alvor, når vi mangler Søegaard," siger Frederik Thøgersen.
Han nævner sidste års topscorer, Frederik Ougaard, som et godt eksempel på en spiller, der skal arbejde meget mere på at sætte sig igennem, uanset hvem modstanderne har med på holdet.
"Jeg må rose Jeppe Friis og den indstilling og attitude, som han kommer med. Hans erfaring og evne til at kommunikere på banen er guld værd for et Vivild-hold med mange unge," lyder det anerkendende fra Frederik Thøgersen.
Pindstrup på fredag
Fredag aften er TRIF gæster på Pindstrup Stadion klokken 19.
"Vi må ikke undervurdere Viking Pindstrup, men holdet er bundhold, så naturligvis skal vi vinde den fodboldkamp," siger Frederik Thøgersen.
TRIF møder et hjemmehold, der blev såret dybt i mandagens kamp mod Rougsø FF, som besejrede Viking Pindstrup med 9-0.
"Det kan sagtens blive en svær kamp for os, men ret beset, så skal vi være dygtige nok til at vinde over Viking Pindstrup, " siger Frederik Thøgersen.
Viking Pindstrup må undvære stopperen Mads Schmidt, der sidder ude med karantæne efter at have modtaget det røde kort i mandagskampen mod Rougsø FF