Fortsæt til indhold

Topholdene vinder uden kamp over bundpropperne

Østdjurs 91 og Rougsø FF fortsætter deres tætte kapløb i toppen af Serie 4 uden at få sved på panden

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Vaskemanden i både Østdjurs 91 og Rougsø FF får en friweekend, fordi begge tophold i denne spillerunde vinder på den mest lousy måde af alle for fodboldspillere - UDEN KAMP.
Østdjurs 91 skulle fredag aften have mødt bundholdet Viking Pindstrup på Trustrup Stadion, men gæsterne kan ikke stille 11 mand til opgøret.
Samme situation er nummer næstsidst, IF Midtdjurs, havnet i. Derfor kan Rougsø FF spare sig turen til Ryomgård Stadion lørdag eftermiddag.
De to klubber har slet ikke set noget til hinanden i dette forår , idet IF Midtdjurs også meldte afbud til det planlagte opgør på Ørsted Stadion.
Dermed fortsætter Østdjurs 91 og Rougsø FF deres intensive kapløb i toppen af rækken. Der resterer tre spillerunder.
IF Midtdjurs og Viking Pindstrup kan derimod med 99,99 procents sikkerhed skrive Serie 5 på visitkortet efter sommerferien.
Viking Pindstrup som nyoprykker, mens IF Midtdjurs efter tre sæsoner i Serie 4 skal tilbage til Serie 5.