FC Djursland kun to sejre fra oprykning til Jyllandsserien - trods pointtab
1-1 hjemme på HSM Arena lørdag mod nedrykningstruede VRI var i underkanten af det forventede, men FC Djurslands forspring til konkurrenterne er så stort, at der skal gå gummiben i den, hvis ikke oprykningen snart er en realitet
På et mål af spillende assistenttræner Paulo Maciel kort før tid lykkedes det FC Djursland at opnå uafgjort 1-1 (0-1) mod bundholdet VRI i lørdagens hjemmekamp på HSM Arena.
En stor overraskelse for de fleste, men FC Djurslands altid nøgterne cheftræner Aroldo Strack har tidligere ikke forsømt at advare omgivelser, fans og andre med interesse for FC Djursland om, at holdet ikke bare kan spadsere en oprykning til Jyllandsserien i hus uden, at der kommer buler på vejen.
De ti første spillerunder har afkastet 26 point (otte sejre og to uafgjorte), og med fire spillerunder igen ligger FC Djursland så lunt i svinget, at blot to sejre er nok til, at oprykningen er en kendsgerning.
"Vi mødte et VRI-hold som dækkede banen godt af og var farlige på omstillinger," siger Aroldo Strack, der atter måtte undvære de skadede brasilianere Lucas Dambros da Silva og Felipe Soares. Heller ikke den lille boldspreder Simon Skottrup Andersen var med.
Højrekanten Jesper Sørensen var tilbage igen efter en kort skadespause, men det var tilsyneladende en postgang for tidligt.
"Jesper er ude nu for at komme sig helt over sin skade, og det samme er 'G' (Kristian Alvarez Gertsen, red.). 'G' skal opereres, " siger Aroldo Strack.
Samme Kristian Alvarez Gertsen rejser efter sommerferien på en længere udenlandstur, har han tidligere fortalt til Lokalavisens udsendte.
Havde mulighederne
VRI bragte sig foran efter 17 minutters spil og formåede at holde føringen til kampens døende minutter, hvor Paulo Maciel udlignede efter en indøvet standardsituation (hjørnespark).
"Det er var fortjent, og vi havde faktisk to gode muligheder for at hente alle tre point efter udligningen, men gode afslutninger fra Daniel Skak Kristensen og Kristian Kaagh endte desværre ikke i nettet," siger Aroldo Strack.
Han glæder sig over, at FC Djursland har formået at udnytte mange offensive standardsituationer i denne sæson og været gode til at dæmme op for de defensive.
"Det var jo det store problem i sidste sæson i FC Djursland, at modstanderne ofte scorede efter hjørnespark, frispark eller indkast," påpeger Aroldo Strack.
"Set over hele kampen havde vi mulighederne, men VRI var svære at spille imod, fordi vi også skulle være på vagt over for deres kontraspil."
"Vi spillede ikke helt hurtigt nok til at få dem flyttet ud af deres formation, så selvom jeg aldrig er tilfreds med at smide point, så ros til spillerne for, at de blev ved med at køre på og troede på, at vi kunne vinde."
Emil Bjerre Busk er blevet en mand
To mand får mange roser med af træneren efter dagens kamp.
Den kun 16-årige stopper i højre side af tremandsforsvaret, Emil Bjerre Busk, endnu kun U17 spiller, og den lidt ældre U19 spiller Peter Ungstrup, der kom ind fra bænken.
To unge talenter med rod i det lokale fodboldmiljø, som FC Djursland gerne vil rekruttere fremtidens førstehold fra. Begge er elever på Brazil Football College, som er cheftræner Aroldo Stracks værk og koncept.
"Emil har udviklet sig meget, og han er ikke længere en dreng i sit spil. Han går ind i nærkampene med fynd og klem og er blevet en mand efter, at han er rykket op på førsteholdet. Flot af en gut på kun 16 år," roser Aroldo Strack.
Også den meget ambitiøse, til tider overambitiøse, Peter Ungstrup, er cheftræneren begejstret for.
"Peter er tilbage på førsteholdet efter en periode på U19 holdet, og han kom ind fra bænken og gjorde det flot," siger Aroldo Strack, der har haft samtaler med unge Ungstrup for at hjælpe talentet til at forstå, at det ikke nytter at være så overtændt i kampene, at det ødelægger hans spil.
FC Djursland møder i næste spillerunde, lørdag 28. maj, formstærke Søften GF på udebane.