Fortsæt til indhold

Målscorende firebande sørgede for, at Vivild undgik skafottet

Der var effektiviteten til forskel, da Vivild på hjemmebane med en 4-0 sejr over Aastrup/Hammelev fik nyt håb i bunden af Serie 1

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Vivilds spillere var hele ugen op til kampen fredag aften mod Aastrup/Hammelev på Langhøj Idrætscenter blevet tudet ørene fulde om, at et nederlag ville være ensbetydende med nedrykning til Serie 2 tre runder før sæsonafslutningen.
Derfor brugte Vivilds cheftræner Dennis Holdgaard ved taktikmødet ikke tid på endnu engang at minde spillerne om kampens betydning.
I stedet bad han om, at hele holdet gik ud og spillede med hjertet og få en god oplevelse.
Aastrup/Hammelev kunne med en sejr tage et nyt skridt i retning af farvel til nedrykning, og cheftræner Kim Busse kunne også stille med stærkeste hold fraset de skadede Frederik Husum og Nicklas Dohn Jakobsen.
Målmand Marcus Bak var tilbage fra kærestetur til København, og det betød, at 'fantomkeeperen' fra seneste spillerunde, Emil Block, igen kunne finde en plads i marken.
Begge trænere er enige om, at starten på kampen var yderst jævnbyrdig med muligheder i begge ender af banen.
De to holds hurtige spydspidser, Sebastian Stær i Vivild og Andreas Busse i Aastrup/Hammelev, lå hele tiden og lurede på en mulighed til at komme fri på en stikning i bagrummet mellem målmand og backlinje.
Det blev førstnævnte, der fik succes først.
I det 27. minut bragte Vivild-topscoreren således hjemmeholdet foran 1-0.
En føring som hjemmeholdets unge 17-årige midtbanespiller Emil Kastbjerg Tolbod øgede direkte på frispark i det 38. minut.
Et mål, som Aastrup/Hammelevs Kim Busse dog mente skulle have været forhindret.
"Vi gjorde det fint, men så får Vivild to mål ud af næsten ingenting samtidig med, at vi brænder et par chancer til at komme med i kampen igen," siger Kim Busse.
"Første halvleg var jævnbyrdig, og Aastrup/Hammelev havde også deres chancer. Jeg var da ikke altid tryg ved, når deres Andreas Busse kom mand-mod-mand med en af mine forsvarsspillere, men denne gang var vi effektive i både forsvar og angreb og ikke mindst scorede vi på vores chancer," siger Vivilds cheftræner Dennis Holdgaard, der selv holdt sig på linjen i hele opgøret.

Vivild-veteranen Martin Kragbæk (forrest tv) blev før kampen hyldet af Vivilds fodboldformand Martin Busk Jensen, fordi Kragbæk rundede de 200 kampe på Vivilds førstehold. Foto: Kurt Enevoldsen

Hurtig scoring punkterede kampen

Blot tre minutter efter pausen lukkede Vivilds lille hurtigløber på kanten, Jimmi Hansen, opgøret med sin scoring til 3-0 på oplæg fra en af kampens bedste spillere, Vivilds kaptajn Niklas Mathiesen.
Samme Niklas Mathiesen sluttede Vivild-festen af med et mål til 4-0 i det 83. minut.
"Den hurtige scoring efter pausen ødelagde totalt vores plan om at satse i de sidste 45 minutter med Nicolaj Jarsmer som angriber," siger Kim Busse.
"Alt flaskede sig for os i dette opgør, og det trængte vi også til, at det gjorde," siger Vivilds Dennis Holdgaard.
"Jeg vil ikke sige, at deres sejr ikke var fortjent, for det var den bestemt, men jeg mener, at den var for stor," siger Aastrup/Hammelevs Kim Busse.
"Jeg synes, vi spillede en god kamp, og jeg kunne mærke på spillerne før kampen, at de brændte for det her," siger Dennis Holdgaard.
"De ville det nok mere end os og var lige den tand mere løbevillige og aggressive, som gjorde, at de kunne tage de tre point," siger Kim Busse, der især havde roser til Vivilds målmand Lasse H. Pedersen for en flot kamp.
"Han stod glimrende, og det var i høj grad ham, der forhindrede os i at score," siger Kim Busse.

Optimisme i Vivild

Hos Vivild gav sejren nyt liv og tro på, at holdet kan spille i Serie 1 efter sommerferien.
"4-0 sejren gav selvtillid, og den skal vi bruge i de tre sidste kampe. Første gang lørdag, når VRI kommer på besøg på Langhøj Idrætscenter," siger Dennis Holdgaard, der normalt ikke til at slå et ord af, når det handler om at fremhæve enkelte spillere.
Men gået på klingen vil Holdgaard så gerne fremhæve kaptajn Niklas Mathiesen og det 17-årige stortalent Emil Kastbjerg Tolbod for fine bidrag i opgøret mod Aastrup/Hammelev.
Vivild har 10 point for 11 kampe, VRI 9 for en kamp mindre.
Den kamp, der hænger for VRI's vedkommende, er opgøret mod Aastrup/Hammelev.
Netop Aastrup/Hammelev har 12 point for ti kampe.
Aastrup/Hammelev skal til Nørager på lørdag, og Kim Busse vurderer nøgternt, at der skal et par sejre mere i hus i de sidste fire kampe for at komme fri af nedrykningen.