Aunings mesterrækkedrenge scorer for lidt
Fire mål i seks kampe er den primære årsag til, at Aunings U14 Drenge Mester (2002) ikke har flere point på kontoen
Auning IF's U14 Drenge Mester (2002) har i den forgangne uge spillet to kampe. Selvom det blev til to nederlag var præstationerne fine.
I ingen af de to kampe blev Auning spillet ud af brættet, men holdets store udfordring efter oprykningen til Mesterrækken er helt åbenlyst, at drengene ikke kender deres besøgelsestid foran modstandermålet.
Det kom især til udtryk i hjemmekampen mos HEI, som Auning tabte 1-0 på et selvmål.
"Vi havde flere gode muligheder, og drengene spillede ellers en rigtig fin kamp, som burde have givet point på kontoen," siger Auning-træner Jeppe Friis, der roser dommer Kristian Kolstrup Møller, Kolind, for myndig ledelse af opgøret.
Tabte til rækkens bedste hold
Udekampen søndag mod topholdet Grenaa var en hårdere opgave.
"Efter et meget lige første kvarter, hvor vi kunne have bragt os foran, da vi ramte stolpen, kom Grenaa IF foran efter et hjørnespark, som vi ikke fik clearet godt nok," fortæller Jeppe Friis.
Det blev også 2-0 inden pausen efter en første halvleg, hvor især Grenaas hurtige kanter voldte gæsterne stort besvær.
Efter pausen scorede hjemmeholdet til slutfacit 3-0 efter en fejl i Auning-forsvaret.
"Vi virkede lidt trætte, men drengene skal dog alligevel roses for at fortsætte fighten. Havde vi scoret i starten, hvor muligheden var der, havde kampen naturligvis fået en anden vinkel, men marginalerne er i øjeblikket ikke med os," indrømmer Jeppe Friis.
Auning-træneren anerkender Grenaa IF som det dygtigste hold i rækken.
Han var ikke helt tilfreds med dommerens ledelse af kampen, fordi denne efter Auning-trænerens opfattelse så for blidt på, at hjemmeholdets spillere lidt for flittigt brugte armene til at skubbe med i nærkampene.
"Ligesom vi svinger i niveau, må vi også sige, at denne kamps dommer ikke havde styr på det i samme grad, som tilfældet var med dommeren mod HEI. Der kan dog intet indvendes mod Grenaa IF' s sejr," siger Jeppe Friis.
De to resultater betyder, at Auning nu indtager femtepladsen i rækken, der består af fem hold.
Det kan drengene lave om på, når de søndag 29. januar møder TRIF på kunstgræsbanen i Rønde klokken 10.
Det modsatte opgør i Auning vandt hjemmeholdet med 2-1, men TRIF bliver ikke nemme at knække, for holdet imponerede senest ved at besejre rækkens nummer 2, FC Aarhus, på udebane med 3-2.