"Vi kan klare os i Jyllandsserien"
FC Djursland skulle kun bruge en sæson på at vende tilbage til Jyllandsserien. Lørdag vandt FC Djursland over Kristrup, og da de nærmeste forfølgere, Søften GF, tabte i Hobro, var oprykningen en kendsgerning
Lørdag blev det en kendsgerning, at FC Djursland to spillerunder før sæsonafslutningen er sikker på oprykning til Jyllandsserien efter blot en sæson i Serie 1.
Cheftræner Aroldo Strack er naturligvis glad for, at oprykningen er i hus, selvom målsætningen i første omgang lød på at få sat en prop i hullet - og få stoppet nedturen, der er forløbet fra 2. division til Serie 1 på noget nær rekordtid.
Aroldo Strack er allerede i fuld gang med at forberede den kommende sæson i Jyllandsserien.
"Vi holder nogle møder i organisationen for at blive enige om, hvordan vi ser på det næste halve år," siger Aroldo Strack.
Han er ikke begyndt at gå i tættere dialog med spillerne om næste sæson, men han forventer at have den nuværende trup intakt.
"Vi skal dog gerne have tilgang, fordi Kristian Alvarez Gertsen er væk i efteråret, hvor han rejser til Columbia, og endvidere ved vi ikke, hvornår de skadede Simon Skottrup Andersen og Felipe Soares er klar til at spille igen," siger Aroldo Strack.
"Vi skal udvikle truppen endnu mere på alle parametre både på og uden for banen. For eksempel vil jeg tage fat på at snakke med spillerne om, hvordan man opfører sig i et omklædningsrum."
Fortjent oprykning
Den sikre oprykning er et resultat af arbejdet på træningsbanen, mener Aroldo Strack.
"Vores fysiske form har været bedre end vores modstanderes, fordi vi træner mere end dem, og det har givet os et naturligt overskud i kampene," siger cheftræneren.
"Jeg synes også, at vi rent teknisk har haft et forspring, fordi alle på mit hold magter at spille fodbold, og det gør, at vi er meget på bolden og tvinger modstanderne til at løbe efter os."
Taktisk har FC Djursland også set gode ude i de kampe, som Lokalavisen har overværet. Aroldo Strack har på rekordtid formået at indstille sine spillere på opgaverne i den fortrukne 3:5:2 udgangsformation med zoneopdækning som det defensive udgangspunkt.
Spillerne har kendt til deres arbejdsopgaver, og modstanderne har haft svært ved at dæmme op for FC Djurslands konstant angribende wingbacks, der ligger både meget bredt og højt i banen.
Aroldo Strack ser da også optimistisk på holdets muligheder i Jyllandsserien.
"Vi kan klare os i Jyllandsserien," siger han med overbevisning.
"Hvis vi formår at lægge yderligere på vores spil," lyder fortsættelsen.
2-0, 2-2, 4-2
I lørdagens opgør mod Kristrup på HSM Arena førte FC Djursland 2-0 ved pausen på mål af Brian Johansen (straffespark) efter 20 minutter og stopperen Rasmus Brasch på hovedstød efter 24 minutter.
Dermed skulle den pot være ude, men efter pausen reducerede Kristrup til 2-1 i det 48. minut ved Christian Rojas Gregersen og udlignede i det 67. minut ved Niklas Nielsen.
"Begge mål kom efter store personlige fejl, som det er svært at gardere sig imod," siger Aroldo Strack.
"Vores målmand Christian Rygaard lavede et regulært målmandsdrop, og ved det andet mål var Simon Sørensen involveret, selvom der muligvis blev begået et frispark mod ham inden scoringen."
Derfor måtte FC Djursland sadle op igen, og på mål af Kristian Kaagh efter 75 minutter og topscorer Brian Johansen efter 78 minutter, blev sejren og oprykningen sikret.
I aften, tirsdag 7. juni, får FC Djursland rig lejlighed til at teste mulighederne for at klare sig i Jyllandsserien, når FC Djursland klokken 19 møder Fuglebakken KFUM Århus på HSM Arena i 6. runde af DBU Pokalen.