Der er klasse over nyt motionscenter i Hornslet
Hornslet Motionsforenings over 600 medlemmer har fået optimale betingelser i de nyåbnede lokaler i Dalgaardsparken
Politikere og andre repræsentanter fra Syddjurs Kommune glimrede ved deres fravær forleden ved den officielle indvielse af Hornslet Motionsforenings spritnye hjemsted i Dalgaardsparken.
800 kvadratmeter lyse og venlige lokaler med alt, hvad en moderne fitnessudøver kan begære - uanset om han eller hun er 14 eller 89. Aldersintervallet er ikke grebet ud af luften. Det er nemlig sådan, det er i Hornslet Motionsforening.
Et stort lokale til styrketræning, et selvstændigt rum til spinningaktiviteterne og et rum til gymnastik, yoga og beslægtede discipliner.
Endvidere gode omklædningsfaciliteter med tilhørende brusekabiner, hvor vandforbruget bliver nøje reguleret efter miljøvenlige principper, et stort indgangsparti som nærmest går ud i et med et cafémiljø, en reception og bagved et køkken.
En ny tilbygning spøger
Hvad kan man næsten ønske sig mere?
“Ja, måske en tilbygning på yderligere 250 kvadratmeter,” siger Kim Thomsen, formand for Hornslet Motionsforening.
“Vi har allerede mærket, at der er kommet nye medlemmer til i åbningsugen, og vi er nu over 600. Fortsætter det sådan, så er vi bestyrelsen enige om, at der skal bygges til. Vi har pladsen til det.”
Pris: 6,5 mio. kroner
Det har kostet i omegnen af 6,5 mio. kroner at opføre det nye motionscenter.
Hornslet Motionsforening har bidraget med cirka halvdelen fra en fyldig kassebeholdning, mens en halv mio. kroner fra ELRO Fonden også har hjulpet. Restsummen er finansieret via et realkreditlån.
“Vores budgetter er ikke afhængige af, at vi får tilført nye medlemmer, men vi ved, at erfaringerne er fra andre byer, hvor de har bygget nyt,, at medlemstallet boomer, så vi er selvfølgelig spændte på, hvad der sker i Hornslet,” siger Kim Thomsen.
På den officielle åbningsdag mødte 150-200 op for at hilse på, bese lokalerne, træne lidt for enkeltes vedkommende og nyde et rundstykke og en kop kaffe.