Fortsæt til indhold

Mødet med Viking Pindstrup blev a walk in the park for IF Mols

Cheftræner Morten Hvid, på den pæne side af 50 var med i 80 minutter, da IF Mols vandt en tennissejr på 6-1 over allerede nedrykkede Viking Pindstrup

Sport
Af Lars Norman Thomsen

IF Mols spiller også i Serie 4 i næste sæson.
Det blev en kendsgerning, da holdet i seneste spillerunde vandt en nem 6-1 (2-0) sejr over Viking Pindstrup på Pindstrup Stadion.
Hjemmeholdet havde inden kampen tabt 10 ud af 11 kampe hidtil, så nedrykningen har længe været en kendsgerning, og i opgøret mod IF Mols stod det også hurtigt klart, at hjemmeholdet var chanceløse.
"Vi kom meget nemt til sejren og skulle ikke overanstrenge os," siger Morten Hvid, cheftræner i IF Mols, der selv var med i truppen denne gang.
"Jeg spillede 80 minutter og var bestemt ikke den dårligste på banen," griner han, der har rundet de 50.
"Det har længe været kendt, at Pindstrup ikke har klasse til Serie 4, og derfor ville alt end en sikker sejr til os heller ikke være godkendt."
De seks Mols-scoringer blev leveret af Mikkel Busk 2, Jonas Herkules Lindgaard-Kjeldsen, Martin Ohms Jensen, Oliver Kalinski Johansen og Arthur Bak Klausman.
Kieren Jon Boyling måtte undervejs sendes ti minutter til afkøling med et gult kort.

Flere tæller på knapperne i Viking Pindstrup

Michael Nielsen, træner i Viking Pindstrup, anerkender, at der heller ikke i denne kamp var skyggen af point at komme efter for hans mandskab.
"Vi fik reduceret til 3-1 på straffespark og troede, at det gav os mulighed for at komme ind i kampen, men så scorede de kort efter til 4-1, og så var det slut for vores vedkommende."
For Viking Pindstrup scorede forsvarsspilleren Ole Bak på straffesparket, og det var et mål lige til en historiebog. Det var nemlig flere år siden, at Ole Bak sidst havde ramt målet med effekt.
Viking Pindstrup mangler at møde IF Midtdjurs (ude) og Kolind-Perstrup (ude).
Når sidste kamp er spillet, skal Michael Nielsen og fodboldudvalget i Viking Pindstrup afklare, om samarbejdet skal fortsætte efter ferien.
"Jeg bor i Aarhus nu, men forventer i løbet af efteråret at flytte til Hornslet. I starten kan afstanden godt blive et problem, men det vil jeg snakke med fodboldudvalget om."
Michael Nielsen forudser, at nedrykningen til Serie 5 og lidt sjovere kampe ikke vil gøre det nemmere at stille hold.
"Jeg ved, at flere overvejer at prøve noget andet uden, at jeg vil nævne navne, så der skal kæmpes for at stille 14 mand hver gang," siger Michael Nielsen.

Hvid også i venteposition

Morten Hvid er indstillet på at fortsætte året ud som træner i IF Mols, men også han er heller ikke afklaret endnu om fremtiden.
"Jeg vil første have et overblik over, om der er nogle af de nuværende spillere, der smutter, og dernæst skal jeg have en snak med spillerne om, at der bliver færre midtugekampe og flere weekendkampe i efteråret, så vores ugentlige træningspas bliver mere effektivt og velbesøgt," siger Morten Hvid.
Der er kommet grøde i fodbolden på Mols igen, og klubben stiller også to hold i efteråret (Serie 4 og Serie 6).