Ren striptease for Aunings mesterrækkedrenge før pausen
Aunings unge talenter i U14-rækken oplevede ren ren blamage i søndags på Rønde Stadion
Aunings U14-drenge i mesterrækken havde sat næsen op efter point i søndagens udekamp på Rønde Stadion mod TRIF, men det håb blev allerede slukket godt og grundigt i 1. halvleg, som hjemmeholdet vandt med hele 5-0.
Det ramlede fuldstændig for gæsterne.
"Vi faldt for første gang i denne sæson fuldstændig igennem," indrømmer Aunings cheftræner Jeppe Friis.
"I en decideret dårlig 1. halvleg fra vores side kunne vi ikke afvise TRIF's hurtige angribere, der udnyttede deres chancer. TRIF spillede på lange bolde op til angriberne, og det formåede vi ikke at dæmme op overfor," siger Jeppe Friis.
I pausen blev han og spillerne enige om at starte forfra og forsøge at vinde 2. halvleg.
"Vi var da også bedst i denne periode, men der blev ikke scoret yderligere i kampen," siger Aunings cheftræner.
Han erkender, at der kan ikke indvendes noget mod TRIF's sejr.
"De var markant bedre end os i 1. halvleg. Positivt var det, at vi var bedst i 2. halvleg og burde have scoret et par mål."
Grimme tilråb overraskede Aunings spillere og træner
Et længere intermezzo, der foregik under kampen, fyldte meget i drengenes hoveder, da de pustede ud efter kampen.
"Drengene var enige om, at vi ikke kunne være 1. halvleg bekendt. I samme refleksion over kampen udtrykte flere spillere en målløshed over et sprogbrug fra TRIF-sidelinjen, der ikke tåler gentagelse i avisen," fortæller Jeppe Friis.
"Det var jo en voksen mand,” lød det fra flere af Aunings drenge om en TRIF-leder, fortæller Jeppe Friis.
"Jeg kan kun være enig med drengene, og jeg håber ikke, at vores modstandere kommer ud for at blive kaldt sådanne ukvemsord fra Auning-ledere. Selvom vi er kommet i en række, hvor vi bliver matchet og presset meget hårdt, så klæder det bestemt ikke med sådanne tilråb under en kamp," tilføjer Aunings cheftræner, der ikke vil komme med eksempler på nogle af de gloser, som blev sagt fra TRIF-lejren.
Auning har nu to kampe til at rette op på de seneste nederlag, og drengene er klar til de to hjemmekampe mod Ebeltoft IF onsdag 8. juni og mod FC Aarhus lørdag 11. juni i forbindelse med sommerfesten i Auning.
Auning indtager efter 8 spillerunder sidstepladsen i rækken, men kan med stor sandsynlighed med en sejr over Ebeltoft rykke en plads op i regnskabet.