Djurslands Bank og FC Djursland har også papir på hinanden de næste to år
Det lokale pengeinstitut har lavet en ny hovedsponsoraftale med fodboldoverbygningen, der gælder i to år
?Djurslands Bank har kørt parløb med FC Djursland, siden fodboldoverbygningen så dagens lys i 2009. Det på trods af både de sportslige op- og nedture, der i de senere år kulminerede med førsteholdets nedrykning fra 2. division til Serie 1 på rekordtid.
Med førsteholdets tilbagevenden til Jyllandsserien har fodboldoverbygningen igen fået luft under vingerne, og derfor er der også logik i, at FC Djursland og Djurslands Bank har forlænget samarbejdet i yderligere to år, hvor Djurslands Bank vil være hovedsponsor.
”Vi har været med siden opstarten af FC Djursland i 2009, hvor ambitionerne om et hold i de øverste rækker blev en realitet. Og i de seneste år har vi haft mulighed for at støtte klubben både i op- og nedture," siger Djurslands Banks direktør Lars Møller Kristensen, der hilser førsteholdets oprykning til Jyllandsserien velkommen, og ligeledes priser den strategi og det talentarbejde, der foregår i FC Djursland, så fremtidens talenter bygges op i eget regi.
"En klub som FC Djursland er afhængig af et solidt talentarbejde blandt de unge spillere. Her kan vi blandt andet takke klubbens gode samarbejde med Viden Djurs fodboldlinje i Rønde og Brazil Football College i Grenaa," siger Lars Møller Kristensen.