Fortsæt til indhold

Var det dødsstødet til Vivild?

Vivild skal efter lørdagens klare 4-0 nederlag til VRI nu håbe på mirakler, hvis ikke klubbens bedste hold skal spille i Serie 2 efter sommerferien

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Det ser mere end svært ud for cheftræner Dennis Holdgaard og hans tropper i Vivild IF.
Lørdagens nederlag til en af medkandidaterne til nedrykning til Serie 2, VRI, betød, at Vivild rykkede ned som nummer sjok i rækken før de to sidste spillerunder.
Her møder Vivild lørdag Nørager på udebane, mens holdet tager imod rækkens nummer to, Søften GF, i sidste spillerunde på Langhøj Idrætscenter.
"Det ser meget svært ud," erkender Dennis Holdgaard.
"Vi vil gøre alt for at vinde de to sidste kampe, og så må vi se, hvad det rækker til."
Vivild kommer til at kæmpe med VRI, Aastrup/Hammelev og Kristrup om at undgå de to nedrykningspladser.
"Vi spiller turneringen færdig med alt, hvad vi har, men rykker vi ned, så er det sådan, det er, og så kommer vi tilbage efter sommerferien," lover Dennis Holdgaard, der muligvis må undvære både Sebastian Stær og Morten Tolbod i opgøret mod Nørager.
Stær måtte gå ud efter en halv time mod Kristrup med en beskadiget fod, mens Tolbod stillede halvskadet op og efter 70 minutter måtte erkende, at nu gik den ikke længere.

VRI meget på bolden

I opgøret mod VRI overraskede gæsterne ved at komme langt frem på banen fra kampens start.
"De var meget på bolden, og det overraskede os lidt, at de ikke kom til Vivild for at pakke sig," siger Dennis Holdgaard.
I de to klubbers indbyrdes møde i Risskov stillede VRI med en decideret targetangriber, men han var pakket sammen og gemt af vejen i opgøret mod Vivild, hvor VRI mødte frem med et par aggressive angribere.
"Jeg synes egentlig, vi matchede dem godt i store dele af første halvleg, og især på midten havde vi godt fat," siger Dennis Holdgaard, der måtte udskifte sin topscorer Sebastian Stær efter en halv time umiddelbart efter, at måltyven havde afsluttet på stolpen.
"I afslutningsøjeblikket blev han ramt af en modspiller på foden, og han var ude af stand til at fortsætte," siger Holdgaard.
Ind kom i stedet Nikolaj Møller, og han og holdkammeraterne kunne se VRI bringe sig foran 1-0 kort før pausen, da en af gæsterne headede en hjørnesparksbold direkte i kassen.
"Jeg havde lige indstillet mig på at kunne gå til pause med 0-0, og så kommer det her mål helt uforudset, for jeg synes inden da, at vi havde styr på deres dødbolde," siger Vivilds cheftræner.

Punkterer i slutfasen

Efter pausen forsøgte Vivild at læge pres på gæsterne, men uden at det resulterede i en udligning.
Efter 67 minutter måtte Nikolaj Møller ti minutter i straffeboksen for en for hård tackling.
"Jeg synes, det var hårdt dømt efter en tilfældig nærkamp," siger Dennis Holdgaard.
Møllers udvisning kostede to minutter senere, da VRI øgede til 2-0.
"Resten af kampen hang vi med hovederne og kunne ikke mobilisere mere gejst," siger Holdgaard, der forsøgte sig med et tremandsforsvar og højt pres på VRI, men der var udsolgt.
VRI scorede endnu to mål, det ene var et selvmål af Vivilds Emil Thyre.
"Vi kan spille frit i de to sidste kampe, men kan vi gentage 2-1 sejren mod Nørager fra vores kamp i Vivild, kan det være, at den sidste kamp mod Søften lige pludselig bliver vigtig," funderer Dennis Holdgaard.