Auning drenge krigede en sejr hjem i sæsonens sidste kamp
Aunings U14 drenge i mesterrækken fik bevis for i sæsonens sidste opgør, at holdet har rykket sig ved at spille med på dette niveau
Ungdomsfodbold handler primært om udvikling mere end resultater, men der skal også komme gode resultater ud af anstrengelserne på træningsbanen i ny og næ for, at spillere og trænere kan få vished for, at der rent faktisk også sker en spillemæssig udvikling.
Aunings U14 drenge i mesterrækken er et godt eksempel. Med cheftræner Jeppe Friis som mentor har holdet, der er nyoprykkere til mesterrækken, gennemgået en udvikling i dette forår, som tydeligvis har rykket både holdet og drengene individuelt.
Auning tog således en fornem skalp i sidste spillerunde, da holdet lørdag foran mange tilskuere på Auning Stadion, hvor der var sat vand over til sommerfest, besejrede rækkens nummer to, FC Aarhus, med 1-0 (0-0).
Det modsatte opgør i Aarhus vandt hjemmeholdet med 3-1.
"Vi spillede foran de mange tilskuere en rigtig flot kamp og vandt meget fortjent med 1-0. Vi havde 5-6 store muligheder mod absolut ingen til FC Aarhus," fortæller cheftræner Jeppe Friis.
Først fire minutter tid faldt sejrsmålet. Et indlæg af Lasse Katholm kvitterede de to Auning-angribere Casper Juhl Nielsen og Emil Bang for ved nærmest i fællesskab at få bolden bugseret over mållinjen. Emil Bang blev noteret som målscorer.
God oplevelse
"Det var ingen sag at være træner i denne kamp. 13 krigere, som alle viste vilje, styrke og mod, og langt hen ad vejen også fandt det flotte spil frem. En super indsats af alle mod et ellers stærkt hold fra FC Aarhus, som dog i denne kamp fuldstændig blev holdt fra fadet," resumerer en glad Jeppe Friis.
Han har været yderst tilfreds med udbyttet af forårets kampe i mesterrækken.
"Vi har én halvleg (mod TRIF, red.), hvor vi falder igennem og hvor vi ikke kan være indsatsen bekendt. Ellers har vi virkelig vist, at vi kan være med på dette niveau. Endnu vigtigere er det dog, at drengene både har udviklet sig og fået masser af hår på brystet," siger cheftræneren.
"Vi har masser af muligheder i dette hold, som ikke stråler med åbenlyse stjerner, men derimod er et stærkt kollektiv, hvor den enkelte ved, hvad han er god til og hvilke ting, som skal forbedres. Samlet har vi brændt for mange chancer eller scoret for lidt, så vores afslutningstræning bliver ikke mindre fremadrettet," lover Jeppe Friis.
Auning afslutter foråret med en træningskamp mod holdfællesskabet Auning IF og Allingåbro IF's U15-drenge.