AC Norddjurs en sejr fra fra oprykning til Serie 4
Onsdag aften kan AC Norddjurs med en sejr på Glesborg Arena i lokalopgøret mod FC Glesborg lade champagnen flyde i stride strømme
Spillende cheftræner Benjamin Bendixen og hans crew i AC Norddjurs er tæt på at kunne juble over, at sæsonens målsætning, oprykning til Serie 4, bliver en kendsgerning.
Der er der dog fortsat et arbejde, der skal gøres, og det kommer til at foregå onsdag aften på Glesborg Arena, hvor FC Glesborg tager imod klokken 19.
AC Norddjurs har revanche til gode, fordi FC Glesborg vandt det modsatte opgør med 4-3.
Lørdag vandt AC Norddjurs med 8-1 over Aastrup/Hammelev på Hammelev Stadion.
Nicolai Lønsgren Andersen var den store spiller med fire scoringer. De øvrig fire mål stod der Jørgen Wittrup, Kasper Schmidt Jørgensen, Nicolaj Sørensen og Lasse Søegaard Abraham på.
Lasse Søegaard Abraham scorede kampens mål, da han i en afstand af tyve meter fra målet hamrede læderet ind i det ene målhjørne.
"Vi viste godt spil, og dermed er der lagt op til en finale mod FC Glesborg. Vi håber selvfølgelig på stor opbakning, så vi kan hive oprykningen i hus," siger Benjamin Bendixen.
AC Norddjurs scorede fem mål efter pausen, da holdet effektivt straffede hjemmeholdets forsøg på at stille en høj forsvarslinje.
"Det gav os mange friløbere, og vi scorede således fem mål i anden halvleg, men det var nok 5 mål for lidt," siger Benjamin Bendixen.