Mørke bider negle weekenden over
Mørke slutter på andenpladsen i sin Serie 5-række, og det kan medføre oprykning til Serie 4, fordi de 24 bedste to'ere i samtlige jyske Serie 5-rækker rykker op
Mørke er mega tæt på oprykning til Serie 4, men først søndag aften, når DBU Jyllands turneringsleder Ole Frandsen har fået samtlige resultater ført til protokols, ved cheftræner i Mørke IF, Tonni Kristensen, og hans ungersvende, om der er grund til at drikke sig i hegnet over, at oprykningen er hjemme.
Der er 72 Serie 5-rækker i Jylland, og samtlige 72 hold, der slutter på førstepladsen, rykker op i Serie 4.
Med endvidere rykker 24 hold op, der er sluttet på andenpladsen.
Sådan findes de 24 bedste to'ere:
- 1) Bedste placering i puljen
- 2) Færrest udeblivelser
- 3) Flest point per registrerede kampe (”pointgennemsnit”)
- 4) Bedste målforskel per registrerede kampe (”målgennemsnit”)
- 5) Flest scorede mål per registrerede kampe
Sluttede med uafgjort
Mørke skulle have afsluttet sæsonen lørdag på hjemmebane mod TMV 8530, men gæsterne har meddelt, at de ikke kan stille hold. Derfor vinder Mørke uden kamp.
Onsdag aften smed Mørke to, måske afgørende point, da holdet på Mørke Stadion måtte nøjes med 2-2 mod AH 2012.
Optakten til opgøret var grotesk, idet dommeren kom 25 minutter for sent.
"Han troede, at vi skulle spille på banen ved Mørke Skole," fortæller Tonni Kristensen.
Gæsterne stillede med et stærkt mandskab, som voldte hjemmeholdet problemer.
Det var også gæsterne, der kom først på tavlen med en scoring efter 13 minutter.
En scoring, som Tonni Kristensen mente skulle have være underkendt for offside.
Mørkes bedste, Lau Olsen, udlignede i det 32. minut på et flot hovedstød efter hjørnespark fra Nicolai Post.
Det var stillingen ved pausen, selvom Mørke var mest på bolden, og også havde mulighederne, når hjemmeholdet truede gæsterne med bolde i dybden.
Post sparkede den i krydset
Efter pausen fik Mørke held til at lukke gæsternes lynhurtige højreside ned, men alligevel kom AH 2012 på tavlen i det 71. minut.
Det gjorde, at Tonni Kristensen var nødt til at satse med kun tre forsvarsspillere og en ekstra mand i front.
Tre minutter før tid gav det bonus. Mørkes Marc Poulsen blev flækket lige på kanten af straffesparksfeltet. Gult kort til synderen, og en ekstra straf til gæsterne i form af en hammer fra Nicolai Post, der sparkede frisparksbolden pladask op i det ene målhjørne.
"Mere skete der ikke. Vi spillede ikke på samme niveau, som vi har gjort i de andre kampe, tror der var flere, der var nervøse," siger Tonni Kristensen.
"Med det hold AH 2012 kom med, kan jeg ikke forstå, at de ligger placeret i bunden, og det var da også et noget andet hold, vi mødte, da vi spillede på udebane," bemærker Mørkes cheftræner.
Kampens spiller blev Lau Olsen.
"Mega god indstilling og fight, og så prøvede Lau at få folk op i gear. Rigtig god mand vi har på midten," roser Tonni Kristensen
Han og spillerne kan nu kun vente på, at samtlige kampe i Serie 5 i Jylland bliver færdigspillet.
"Uanset hvad, så har vi haft en fin sæson, og stemningen har været god i omklædningsrummet," siger Tonni Kristensen.
Hvis man kender ham ret, så bider han negle lørdag og søndag, indtil DBU Jylland har offentliggjort sit slutfacit. Den gamle topscorer er fortsat konkurrencemenneske til fingerspidserne.