Fortsæt til indhold

Aastrup/Hammelev skal vinde i Hobro for at klare frisag

Der er pres på cheftræner Kim Busse og hans svende forud for opgøret på udebane mod Hobro lørdag i sidste spillerunde. Kun en sejr tæller, hvis ikke opholdet i Serie 1 kun skal blive af en sæsons varighed

Sport
Af Lars Norman Thomsen

Aastrup/Hammelev kunne ikke følge op på den flotte og overraskende 1-0 sejr over FC Djursland, da holdet tirsdag aften mødte VRI på Åstrup Stadion.
Gæsterne er kommet fra baghjul i Formel 1-tempo efter en håbløs sæsonstart, og det lykkedes også forstadsaarhusianerne at besejre Aastrup/Hammelev med knebne 1-0 (0-0).
"Det var en meget jævnbyrdig kamp, hvor vi havde to chancer, og de havde en. De var mest effektive, og derfor vandt de," siger Kim Busse, cheftræner i Aastrup/Hammelev.
"Træls, fordi det er sådan en kamp, der ligner en typisk 0-0 kamp, og så scorer de et dumt mål i slutfasen."
Da Kristrup samme aften besejrede Hobro med 2-0 røg Aastrup/Hammelev ned på næstsidstepladsen før sidste spillerunde, hvor holdet møder netop Hobro.
Hobro har 17 point, Kristrup 16 og Aastrup/Hammelev 15 før sidste spillerunde.
Hobro skal en tur til VRI, og forstadsaarhusianerne har lovet at gøre alt for at vinde over Kristrup.
"Det gav de os håndslag på, før de tog hjem tirsdag aften," siger Kim Busse.
Men Aastrup/Hammelev kan ikke tåle at slutte med samme pointantal som Kristrup, fordi Kristrup er bedst i indbyrdes kampe.

1-2 nedrykninger suspenderes måske

En omstrukturering i Danmarksserien har sæsonen igennem hængt som en ekstra trussel mod nedrykningstruede seriehold, men resultaterne har maget sig således, at det ser ud til at blive ved truslen, fortæller turneringsleder ved DBU Jylland, Ole Frandsen.

Før sidste turneringsrunde i serierækkerne, oplister Ole Frandsen følgende tre mulige scenarier:
1. Ingen ekstraordinære nedrykninger
2. Suspension af én jysk nedrykker ned igennem rækkerne
3. Suspension af to jyske nedrykkere ned igennem rækkerne

"Efter weekenden melder vi ud, hvilke klubber, der er inde i billedet til ikke at rykke ned, hvis de er sluttet som nummer syv i deres række, men vi kan ikke sige noget endeligt, før en række kvalifikationskampe i højere rækker er blevet spillet," understreger Ole Frandsen.
De oplistede scenarier kan få betydning i yderste konsekvens for Aastrup/Hammelev, hvis holdet slutter næstsidst, men i de seks jyske Serie 1-rækker er jævnbyrdigheden så stor, at der kun er en klub af de nuværende 7'ere, der er fortabt og før sidste spillerunde er rykket ned i Serie 2.

Skal reelt vinde

Så Aastrup/Hammelev kan bedst lukke snakken om nedrykning ved at vinde opgøret på kunstgræsbanen i Hobro - så er den pot ude.
"Vi vandt hjemmekampen mod Hobro, men jeg må desværre undvære både Frederik Smed Jensen og Martin Fiehn til opgøret, ligesom Emil Block er tvivlsom, fordi han måtte gå ud med en skade mod FC Djursland, og derfor spillede han heller ikke mod VRI," siger Kim Busse.
Med sejre til Aastrup/Hammelev og Kristrup slutter Hobro på næstsidstepladsen, men holdets 17 point kan vise sig at være nok, når DBU Jylland ved, om en eller to nedrykninger i Serie 1 bliver suspenderet.
Uanset hvad, så har Aastrup/Hammelev fået en presbold, men kan holdet følge op på indstillingen fra de to seneste kampe, er en sejr i Hobro absolut mulig.