Fortsæt til indhold

Klubbens egen mand skal stoppe Kolind/Perstrups nedtur

KPI-veteranen Thomas Zacher Sørensen bliver klubbens nye cheftræner efter nedrykningen til Serie 3

Sport
Af Martin Schultz

Efter en med fodboldformand Poul Hansens ord ”skrækkelig” sæson har Kolind/Perstrup IF's fodboldbestyrelse kikket indad for at finde den træner, som skal genrejse Kolinds ellers så stolte fodboldskude.
Ny træner bliver Thomas Zacher Sørensen, 36 år og bosat i Kolind med arbejde i Brabrand, og trofast Kolindspiller gennem omkring 20 år, senest på klubbens andethold i Serie 4 med enkelte indhop, når det har knebet for førsteholdet.
”Som ungdomsspiller har jeg spillet i Stenvad og i Djurs KMV, mens jeg som senior har spillet i Kolind med en enkelt afstikker til Midtdjurs,” siger Thomas Zacher Sørensen, som mest har spillet centralt på midtbanen og er kendt for sin gode teknik og spilforståelse. I de senere år har han dog også spillet i forsvaret.
Thomas Zacher Sørensen er en rigtig klubmand med et bankende orange hjerte. Han har gennem årene trænet forskellige ungdomshold i klubben og har været spillende assistenttræner på andetholdet. For tiden træner han klubbens U7 og U8 ungdomshold.
”Efter denne skrækkelige sæson har vi lyttet til spillerne, og de har ønsket at få en lokal træner. Og Thomas Zacher Sørensen er dybt respekteret både på og udenfor banen. Så vi er med Thomas som træner fortrøstningsfulde, hvad den nye sæson angår,” siger KPI's fodboldformand Poul Hansen.

Spillerne skal genvinde selvtilliden

Thomas Zacher Sørensen har således som udgangspunkt et indgående kendskab til spillerne og den nedtur, som de har været ude for i denne sæson.
”Vi skal starte med at få hovedet på plads. Spillerne skal 100 procent genvinde troen på, at de kan spille fodbold,” siger Thomas Zacher Sørensen, som vil afvente at se sin spillertrup før han vil udtale sig om, hvordan han spillemæssigt vil gribe opgaven an.
Ifølge både fodboldformand Poul Hansen og den afgående træner Lars Larsen har spillerne givet hinanden håndslag på, at de også spiller i Kolind/Perstrup IF efter sommerferien.
Dennis Bjerregaard bliver holdleder på Serie 3 holdet, mens der endnu arbejdes på at finde en assistenttræner til at bistå Thomas Zacher Sørensen.

Bøllebank i det sidste kvarter mod Hornslet IF

Thomas Zacher Sørensens opgave bliver at genrejse et talentfuldt hold med mange unge spillere.
Efter at have spillet i serie 1 og de sidste to sæsoner at have spillet med om oprykning fra Serie 2, gik det i foråret helt galt for Kolind/Perstrup IF, som af mange ellers var set som en af favoritterne til at rykke op i Serie 1.
Men under holdets nye træner Jørn Rasmussen fra Randers, som til nytår afløste den tidligere Kolindspiller Mads Berg på cheftrænerposten, gik det helt galt for de orange fra Kolind, som oplevede en ”stolpe-ud” sæson, var forladt af alt held, og mistede selvtillid nærmest kamp for kamp. Holdet endte på en sidsteplads med kun en sejr og fire uafgjorte resultater i forårets 14 kampe.
I sæsonens sidste kamp i lørdags gik Kolind/Perstrup IF helt ned i det sidste kvarter og tabte med 8-1 til Hornslet IF.
”Vi kom foran med 1-0 efter 35 minutter ved Martin Holm Hansen, som udnyttede en misforståelse mellem Hornslets målmand og en forsvarsspiller. Men på et selvmål og to mål kom Hornslet foran med 3-1 ved halvleg. Ved stillingen 2-1 fik vi Daniel Pedersen udvist med direkte rødt efter at han som bagerste mand havde standset en Hornslet angriber ureglementeret. Og på det tidspunkt havde vi måttet udskifte vores midtbanestrateg Andreas Brus Mikkelsen med en skade,” fortæller Kolind-træner Lars Larsen.
”Vi var godt med i 2. halvleg, og med et kvarter tilbage af kampen var stillingen stadig 3-1. Men i det sidste kvarter faldt vi helt sammen og Hornslet IF overløb os fuldstændig og scorede fem mål i det sidste kvarter,” siger Lars Larsen, som sammen med Thomas Gerberg og Tonni Hansen overtog ansvaret for holdet, da Jørn Rasmussen efter ni kampe og kun en sejr valgte at slippe tøjlerne.