Amatørhold får karantæne for løn
DBU giver 19 spillere fra Middelfart G & BK karantæne
Middelfart G & BK har betalt sine spillere løn, selvom klubben er for amatører. Derfor har DBU nu valgt at give 19 af spillerne karantæne. Det oplyser DBU på sin hjemmeside.
Hovedansvaret for den ureglementerede betaling ligger på klubben. men spillerne har også et ansvar, oplyser DBU.
"Spillerne bærer et ansvar, når de indgår aftaler med klubberne, der baseres på udbetaling af skattefri kørselsgodtgørelse i strid med DBU's amatørbestemmelser," lyder det fra Fodboldens Disciplinærinstans.
Sagen udspringer af disciplinærinstansens kendelse af 13. februar, som fratrak Middelfart G&BK s hold i 2. division 24 point og idømte klubben en bøde på 200.000 kroner for at have overtrådt DBU's amatørbestemmelser.
Klubben havde foretaget uberettiget udbetaling af skattefri godtgørelse til en række spillere for at spille i klubben og på den baggrund forvredet konkurrencen i forhold til de øvrige klubber i 2. division i perioden 2011 og 1. juli 2015. Et forhold som instansen fandt var en omgåelse af amatørbestemmelserne og betragtede som en usportslig og illoyal adfærd.
Kendelsen fra februar tog ikke stilling til spillernes ansvar i sagen, hvilket Fodboldens Disciplinærinstans nu efterfølgende har gjort.
Udbetalingerne varierer mellem 20.000 kroner og godt 160.000 kroner. Selvom spillerforeningen slår fast, at klubben løbende forsikrede spillerne, at ordningen var lovlig, mener DBU at spillerne må have vidst bedre.
”Vi anerkender, at klubberne bærer det primære ansvar, og at Middelfart har fortalt spillerne, at den anvendte fremgangsmåde var lovlig. Omvendt mener vi også, at den enkelte spiller har et ansvar for at være kritisk omkring de forhold, de medvirker til,” siger formand for Fodboldens Disciplinærinstans Jens Hjortskov.
”I kendelsen fra februar i sagen mod Middelfart G&BK er der redegjort i detaljer for, hvorledes klub og spillere har indrettet sig for at omgå amatørbestemmelserne. Det er sket helt systematisk. Spillerne kan ikke have været uvidende om, at, at der er noget, der ikke stemmer. Og det har vi valgt at sanktionere for at vise, at både klub og spillere bærer et ansvar,” uddyber Jens Hjortskov.
Otte spillere idømmes en advarsel. Otte spillere idømmes to spilledages karantæne; syv spillere idømmes fire spilledages karantæne og en bøde på 2.500 kroner, mens fire spillere idømmes seks spilledages karantæne og en bøde på 5.500 kroner.
De tildelte karantænedage skal afsones i den klub, den pågældende spiller er tilknyttet på nuværende tidspunkt.