Unge fodbolddommere
Det kniber med at skaffe nye fodbolddommere i Skanderborg og Horsens, hvor der allerede i dag mangler dommere
Den danske fodbolddommer er en mand med grå stænk i håret. Om ikke i hele landet så gælder det Skanderborg og Horsens, hvor dommerne bliver ældre og ældre.
“Gennemsnitsalderen er 50 plus og stiger år for år. Det er svært at rekruttere nye dommere,” siger Ole Nielsen fra Horsens Fodbolddommerklub.
Når alle turneringer kører på fuldt blus, må den lokale dommerpåsætter gå tiggergang og bede dommerne om at klemme en ekstra kamp ind. I 2015 har man desuden flere gange været nødt til at tilkalde dommere fra Vejle eller Aarhus for at kunne afvikle alle kampe, fortæller Ole Nielsen.
Han er selv 62 år og dermed et glimrende eksempel på, at de lokale fodbolddommere er oppe i årene.
“Jeg elsker at være fodbolddommer. Det er verdens fedeste fritidsjob, der giver dig motion og et kæmpe netværk. Jeg kender jo Gud og hvermand, når jeg kommer rundt. Som med alle andre ting er der også dårlige oplevelser, men 99,8 procent er gode oplevelser,” siger Ole Nielsen.
Et godt fritidsjob
Ole Nielsen fremhæver også, at man snildt kan tjene 15-20.000 kroner skattefrit om året som fodbolddommer. En kamp giver i snit 175 kroner, og derudover får man kilometerpenge efter statens takster. Både kamphonorar og kilometerpenge er skattefrie.
“Jeg dømte selv 97 kampe i 2015, og det gav mig en indtægt på 26.000 kroner inklusive kørsel,” fortæller han og tilføjer, at man som dommer selv bestemmer, hvornår og hvor mange kampe, man ønsker at dømme.
“Du kan næsten få det, som du vil. Skal du i byen fredag, kan du ønske at få en kamp lørdag eftermiddag i stedet for om formiddagen.”
Han har skrevet et brev til alle områdets fodboldklubber, hvor han opfordrer dem til at komme på banen og finde nogle i klubben, som vil deltage i et dommerkursus, der afvikles i Horsens de to sidste weekender i januar.
“Vi har behov for flere dommere, og det er i alles interesse at få nogle lokale med på kurset,” siger Ole Nielsen.
Man behøver ikke at være medlem af en fodboldklub for at blive dommer. Man skal blot være fyldt 15 år på eksamenstidspunktet. Det koster 1.990 kroner at deltage i kurset, men som Ole Nielsen påpeger, kan man hurtigt tjene det beløb ind. Han kan kontaktes på jo.nielsen@outlook.com eller på telefon 51 21 97 80.