Fortsæt til indhold

Claus løb 100 maraton – og nappede lige et mere

Kort før nytår gennemførte Claus Batiste sit marathon nummer 100. Og så løb han lige et enkelt mere nytårsaftensdag

Sport
Danni Paulsen

”Jeg kan faktisk ikke helt fatte, at det lykkedes. Der går nok noget tid, før jeg helt forstår, at jeg har løbet så mange marathonløb.”
Sådan siger den 47-årige fritidsløber Claus Batiste, der bor i Bogense, men som dagligt løbetræner hos odenseanske Fjordager Motion.
Da han 27. december løb i mål til et ved lejligheden selv-arrangeret løb i Bogense, nåede han den helt utrolige milepæl at have gennemført 100 officielle marathonløb.
Det, der gør Claus Batistes præstation nærmest overmenneskelig, er, at han alene i 2015 har løbet i alt 59 marathons. Og der er går som bekendt 52 uger på et kalenderår.
”Jeg startede med at løbe i 2011, da en bekendt introducerede mig til rigtigt løb. Jeg havde godt nok klaret fem og ti kilometer før, men han tog mig med til Hamburg Marathon. Mine ben kunne ikke rigtig holde til det, men jeg fik kæmpet mig igennem på godt seks timer. Så løb jeg to mere senere på året, hvor jeg fik barberet et par timer af, og så blev jeg bidt af det,” fortæller Claus Batiste, der satte sig 100-målet i 2012, da han hørte om en anden, der havde klaret det.
”Jeg tænkte: 'Det er godt nok utroligt, hvis man kan det.' Der fik jeg blod på tanden og tænkte, det kunne være skægt at se, om man kunne nå det mål. Så gik det lige så stille fremad med syv marathons i 2012, og derefter tog det ellers fart.”

Tre løb på tre dage

Ud over et enkelt løb i Frankrig og fem styk i Hamborg har Claus Batiste løbet på dansk jord – ikke mindst Fruens Bøge Marathon, der afvikles hver måned.
”Jeg kan simpelthen ikke huske alle løb, men jeg kan dog huske, jeg på et tidspunkt var med i noget, der hed Den Fynske Påsketrippel, hvor vi løb tre marathons på tre dage i træk. Det gik meget godt. Vi havde gode ben, og en uge efter tog vi så til Hamborg, hvor jeg løb en af mine bedste tider på godt tre en halv time,” forklarer den ustoppelige fynbo, der har været forskånet for skader.
”7-9-13! Jeg var i Silkeborg og løbe et trail-marathon med op til 3000 højdemeter, hvis man lægger omgangene sammen. Det satte sig godt nok i benene. Der troede jeg, der kom en alvorlig skade, da jeg fik ondt i mine ankler,” siger Claus Batiste, der dog pludselig kommer i tanke om, at det faktisk, var efter det løb, han løb fire dage efter Silkeborg-løbet, han fik ondt.
”Det blev bare til tre-fire ugers pause, og så var kroppen faktisk fin igen,” siger han.

“De mange løb har alligevel sat deres spor,” siger Claus Batiste, der i 2015 løb i alt 59 marathonløb.

”Jeg fortsætter nok bare”

Med løbet i Bogense, hvor mellem 70-80 løbere – heraf 37 marathonløbere - var med, blev Claus Batiste medlem nummer 194 i den eksklusive Klub 100 Marathon.
”Det er en fed fornemmelse. Løbet gik helt fint, men det kan da godt mærkes i kroppen nu. De mange løb har alligevel sat deres spor,” siger han, men valgte alligevel at nappe et sidste marathonløb i Sønderjylland nytårsaftensdag.
Hvad fremtiden på løbefronten byder på, ved han endnu ikke, men han er i hvert fald ikke færdig med at spæne sig gennem de 42,195 kilometer lange løb.
”Nu skal jeg tænke lidt over, hvad det nye mål skal være. Jeg fortsætter nok bare i det nye år. Det bliver nok ikke til 59 marathons igen, men man ved jo aldrig. ”