Fortsæt til indhold

Superligaklub har været i byen for at låne penge til løn og drift

Sport
Rune Weitling

Fodboldklubben EfB Elite A/S befinder sig i en mildest talt turbulent tid.
De sportslige resultater har svigtet, flere spillere har udtrykt utilfredshed med træningskulturen og i denne uge gik formanden for bestyrelsen, Leif T. Thomsen, samt endnu et bestyrelsesmedlem i utide.
I dagens udgave af JydskeVestkysten fortæller næstformand - og fungerende formand - Kristoffer Kristensen i et interview om situationen i EfB, hvori det fremgår, at EfB ”kommercielt står på et uhyre solidt fundament.”
Nu kan Lokalavisen Esbjerg dog afsløre, at den økonomiske situation måske ikke er helt så stærk. Ifølge Lokalavisen Esbjergs oplysninger, så er pengekassen nemlig ikke helt så spækket, og derfor har man blandt andet været i byen for at sikre sig lånemuligheder til løn og drift i de kommende måneder:
"Det er klart, at når de sportslige præstationer fejler, så mangler vi nogle penge, og der har vi så sikret os nogle muligheder for fremtiden. De sportslige resultater har trukket i den forkerte retning, og det har så også en betydning for vores tv-penge, tilskuertal samt entreindtægter og herunder også salg af mad og drikkevarer på stadion. Men ellers er vi meget velfunderet med en fin sponsoropbakning, en god konferencedel samt vores EfB Business-del, der udvikler sig positivt. Så vi har en rigtig solid platform," siger Kristoffer Kristensen til Lokalavisen Esbjerg.

Men hvis I har en solid platform og et økonomisk stærkt fundament, hvorfor har I så været nødsaget til at sikre jer, at I kunne låne penge til løn og drift i den kommende tid?
"Ligesom alle andre virksomheder har vi jo behov for kredit, det er der ingen dramatik i overhovedet. Enhver kan jo regne ud, at hvis man laver store investeringer, som vi har gjort, og man så ikke får så det afkast, man havde regnet med, så går det ud over likviditeten."
Du siger, at der ingen dramatik er, men der er vel en årsag til, at I har været ude at sikre jer de her lånemuligheder?
"Ja, det er, fordi vi skal sikre os, at der er penge til løn og drift i fremtiden. Det er ligesom mange andre virksomheder, der opererer med et stort varelager, hvori pengene er bundet. Her er de så bundet i fodboldspillere. Så kan man godt, selv om man har en sund forretning, have brug for penge eller en kassekredit, om du vil. Det koster så nogle renter at låne de penge, og der har vi så sikret også nogle gode muligheder. Det er helt normal forretningsgang."
Jeg har dog hørt fra flere sider, at I allerede har været nødt til at låne penge til at udbetale løn for maj måned. Er det rigtigt?
"Ja, jeg kan bekræfte, at vi har trukket på nogle af midlerne."
Og hvad er de penge så konkret gået til?
"De er gået til driften. Herunder også lønnen, ja."
Ifølge mine oplysninger, så har I lånt pengene af Det Faglige Hus, da banken ikke ville låne jer dem. Er det korrekt?
"Hvem vi låner penge af, kan jeg ikke se, har almenvellets interesse."
Men det er vel rimeligt nok at spørge, om det er sandt, at I er ude at låne penge af en sponsor for at betale løn?
"Ja, det er det, men det vedkommer ikke andre, hvor vi låner vores penge henne. Vi har parkeret mange penge i spillerkontrakter, og det er et aktiv, som vi kan sælge. Gør vi det, så kommer der penge ind igen. Vi er jo altså også sidst på sæsonen, og der går jo ikke lang tid førend, at der igen kommer indtægter i form af blandt andet sponsorater. Men helt ærligt, så kan jeg ikke se, at der er noget dramatisk i det her. Ligesom mange andre virksomheder så har vi også behov for finansielle kreditter indimellem. Men vi har altså en rigtig fin egenkapital, vil jeg lige sige."
Men jeg ville bare forsømme mit arbejde som journalist, hvis jeg ikke spurgte dig om det her, når nu rygterne løber. Det er vel også i jeres interesse, at den rigtige historie kommer ud. Så jeg spørger dig igen; Har I lige nu behov for at låne penge til løn og drift i EfB?
"Ja, og den rigtige historie er, at der intet usædvanligt er i det. Vi har en fin økonomi, men det er da sandt, at der ikke står 30 millioner kroner på en konto, vi bare kan bruge af. Det gør der ikke mere. Vi skal af med nogle spillere, så der kan komme penge ind. Både ved at luge ud i truppen og sælge spillere, men nogle gange går det ikke altid, som præsten prædiker, og så er det jo vores opgave som bestyrelse at sikre likviditeten. Men igen, når vi kommer på den anden side af sommeren, så går der rigtig mange penge ind igen."
Du siger den anden side af sommeren, betyder det så, at I har behov for at låne igen i de kommende måneder?
"Det kommer jo an på, om vi sælger nogle spillere eller ej. Men igen, det er altså ganske normalt for virksomheder at benytte sig af sådanne kassekreditter. Vi har kort sagt været på lånemarkedet, og der er der så nogle folk, der har stillet kredit til rådighed til en markedsrente, og dem kan vi så ringe til, hvis det er nødvendigt. Vi kunne jo også have arbejdet med player-sponsorater i stedet, men det ville have udhulet forretningen. Så vil vi hellere låne pengene. Men du kan jo også se i regnskabet, at vi budgettere med et underskud, hvis ikke der sælges spillere. Vi har solgt meget de senere år, og det gør vi nok ikke i samme omfang i år med vores sportslige præstationer taget i betragtning, og derfor opererer vi så med de her trækningsretter."
Så med andre ord, hvis I ikke sælger spillere snarest, så bliver det nødvendigt igen at bruge de her trækningsretter for at betale lønnen?
"Ja, men det er altså ansvarlig ledelse at sikre sig sådanne muligheder til selskabets drift."
Har de her driftsmæssige ting en betydning for, at Leif T. Thomsen har forladt formandsposten? Det er jo kun nogle måneder siden, at han blev genvalgt.
"Nej, det har det ikke. Det tror jeg ikke. De svigtende sportslige resultater slider hårdt på en formand, og han havde jo sat en udløbsdato på. Men med den aktuelle situation så giver det måske ikke mening, at han fortsætter. Det bunder i, at Leif har ment, at der skulle friske kræfter til. Det er hårdt at være frivillig formand og stå model til det, hvad I medier, de sociale medier og internettet i det hele taget kommer med af kritik."
Hvad er planen så for at få rettet op på tingene?
"Jamen altså sponsoraterne gælder jo for en ny sæson nu, og så begynder pengene at rulle ind. Vi har også nogle tilgodehavender, men skylder selvfølgelig også væk i husleje, strøm og så videre. Men igen, det er altså vældigt udramatisk det hele."


Hos Det Faglige Hus vil man hverken be- eller afkræfte, at man har ydet EfB lån til løn. Landsformand Johnny Nim henviser til Kristoffer Kristensen.