Fortsæt til indhold

Sikke en fest, vi har haft...

600 tilskuere i hallen, da ligaherrer fra Skanderborg trænede Ry ungdomsspillere, der fik sig en oplevelse

Sport
Arkiv

110 forventningsfulde U10-12 spillere fra Ry Håndbold mødte forleden op i hallen til en helt særlig træning.
Skanderborgs ligaherrer skulle stå for træningen, og det blev en stor oplevelse for alle., oplyser Ry Håndbold i en pressemeddelelse.
Der blev gået til den i begge haller, hvor træningen var opdelt til positionstræning, således at de unge fløjspillere blev trænet af en liga-fløjspiller, målmændene fik fif fra ligaholdets keeper, mens stregspillerne øvede sig i at bruge kroppen rigtigt for at bryde igennem.

De unge lærte en masse

Hele 10 ligaspillere var trukket i træningstøjet og var smilende, imødekommende og motiverede for at lære fra sig, og de unge sugede til sig.
Begejstringen var stor blandt de unge spillere, og koncentrationen var i top. Flere af holdenes klubtrænere, som også var inviteret og bedt om at gå til hånde, kunne således helt holde sig i baggrunden med en kop kaffe og en håndboldsnak, mens Ligaspillerne havde de unge spillere i deres hule hånd.
Træningen var en del af en større håndboldevent arrangeret af begge klubbers sponsor, AVK, og således var der efter fællesfotograferingen af U10-12 og ligaspillerne tid til testkamp mellem Skanderborg Håndbold og Aarhus Håndbold med stor opbakning på tilskuerpladserne i en næste fyldt Ry Hal. En kamp der retfærdigt endte 27-27.
Formand for Skanderborg Håndbold, Jens Christensen, og næstformand i Ry Håndbold, Betina Lyng, var da også yderst godt tilfredse med dagens engagement.
Og mens ligaspillerne skrev de sidste autografer, glædede de sig over, at de to naboklubber sammen fik skabt en stor håndboldoplevelse for rigtig mange familier i Ry.
Begge klubber håber tillige, at samarbejdet fremadrettet kan skabe de gode håndboldoplevelser med mange tilskuere i hallerne – både til ungdomshåndbold Ry og til ligahåndbold i Skanderborg.
Kklubberne er desuden positivt overfor at gentage succesen blandt andet med gæstetræning fra cheftræner Nikolej Krickau fra Skanderborg Håndbold.
e.r.