Masser af rekorder i kølvandet på Dolphins
Cheftræner Peter Henningsen var meget tilfreds med weekendens landsdelsstævne i svømning
DGI landsdelsmesterskaberne i svømning den 16. januar blev et sandt rekordstævne for HGF Dolphins, som er navnet på HGF svømmeafdelings prætalent-, talent- og konkurrencehold. 36 HGF svømmere deltog, hvilket var det højeste antal HGF svømmere nogensinde til et DGI stævne, ligesom det var første gang, at HGF var klubben med flest svømmere til et DGI Østjylland stævne.
122 svømmere
HGF svømmerne havde 122 starter ved stævnet, hvilket var det højeste antal blandt alle 12 østjyske deltagerklubber. Alle 36 HGF svømmere satte personlige rekorder, og sammenlagt satte de 99 personlige rekorder ved stævnet. Det fortæller klubben i en pressemeddelelse.
32 af HGF svømmerne kvalificerede sig til DGI Landsmesterskaberne i svømning den 12. – 13. marts i Ikast.
Da HGF deltog i landsmesterskaberne i 2015, havde man 21 svømmere med, hvilket var den hidtidige rekord! Kravet for at kvalificere sig til landsmesterskaberne var mindst en 7. plads i et løb. Der var 14 forskellige løb for hvert køn, og det var muligt at stille til start i op til 4 løb.
Ved landsdelsmesterskaberne vandt 24 HGF svømmere medaljer. Sammenlagt blev det til 45 HGF medaljer, heraf 7 guld, 19 sølv og 19 bronze, hvilket var endnu en rekord.