Penge til Hammels badminton
Hammel GF's badmintonafdeling har netop fået et økonomisk tilskud fra Superbrugsen i Hammel på 4000 kroner.
Superbrugsen har en løbende dyst mellem tre lokale foreninger eller formål, hvor kunderne afgør, hvem der skal 4000 kroner i støtte. Når kunden har betalt ved kassen, kan kunden tage en polet, som skal puttes i en af tre beholdere i Superbrugsens udgang. Den beholder, som først er fyldt op, får 4000 kroner, mens de to andre kandidater hver får 500 kroner.
Hård dyst
Badmintonafdelingen var i en hård dyst med især Hammel Hundeskov og Lions Club i Hammel om pengene. Men det blev altså badmintonfolkene, som sikrede sig det store tilskud.
“Vi er meget glade for det kontante tilskud, som vi bruger i vores ungdomsafdeling, hvor vi altid kan bruge flere penge til nye aktiviteter,” siger Mette Byrgiel Back fra Hammel GF badminton.
Superbrugsens polet-dyst løber normalt over to-tre måneder, så forretningen når at afvikle fire til fem konkurrencer i løbet af et år.