Fortsæt til indhold

TRIFs bedste hold nu kun en sejr fra oprykning til Jyllandsserien-1

Først efter weekendens kampe er afviklet ved TRIF, hvem der bliver modstanderen i playoffkamp, som er at sammenligne med en pokalfinale, lørdag 24. juni.

Sport

Det er ikke a walk in the park at sætte sig ind i en bus og køre fra Rønde til Holstebro en torsdag aften efter arbejde og studier for at spille en fodboldkamp i Jyllandsserien, hvor kravet er mindst et point, hvis det skal blive til en andenplads i rækken og dermed kvalifikation til at spille playoff mod en modstander fra Jyllandsserien-1 lørdag 24. juni om oprykning til netop Jyllandsserien-1 efter sommerferien.

TRIFs bedste fodboldspillere præsterede kunststykket torsdag aften.

Med en 3-1 (1-0) sejr over hjemmeholdet, Holstebros divisionsreserver, er andenpladsen sikret, før de øvrige hold spiller deres sidste kampe i weekenden.

Duksen Vatanspor rykker direkte op i Jyllandsserien-1.

Flot indsats

Cheftræner Martin Hornbæk Nielsen havde samtlige til rådighed, også Frederik Ougaard, som har siddet ude med en skade over et længere stræk.

Ougaard kom dog ikke på banen i Holstebro, og han er derfor klar, når TRIFs andethold i Serie 2 lørdag spiller en afgørende udekamp mod Christiansbjerg, hvor temaet for ’de gules’ vedkommende hedder sejr og dermed farvel til en potentiel nedrykning til Serie 3.

I opgøret mod Holstebro sørgede topscorer Victor Overgård Riis for ro i geledderne, da han kort før pausefløjtet bragte TRIF foran 1-0.

»Første halvleg var jævnbyrdig, men Holstebro kom ikke til det store, fordi vi gjorde det godt og var afklarede med bolden i hovedparten af tiden. Vi fik den spillet godt rundt og var ikke bange for at tage vores målmand Hjalte Baarstrøm med i spillet, hvis det var påkrævet,« siger Martin Hornbæk Nielsen.

Vi spillede atter en flot kamp, som jeg synes vi har gjort det længe, også i de to opgør vi taber 1-0 til Ølstrup og Vatanspor. Nu lader vi batterierne op frem mod playoffkampen og bruger energien lørdag på at heppe på vores andethold
Martin Hornbæk Nielsen

Punkterede ved 2-0

Efter pausen fortsatte TRIF de gode takter og langsomt sætte sig afgørende på kampen.

Da optimistiske Oliver Kristiansen, firemålsskytten fra seneste kamp mod KLG, efter 59 minutter gjorde det til 2-0 på oplæg fra Asbjørn Skaarup Bendtsen, punkterede hjemmeholdet.

På daværende tidspunkt havde en anden med ungdommeligt mod, Magnus Bachmann, afløst Bastian Smedegaard.

Hjemmeholdet forsøgte at vende billedet med en række udskiftninger, men løbet var kørt.

TRIFs måske bedste spiller, Frederik Primdal Geertsen, lukkede og slukkede i det 84. minut på oplæg fra højskolemanden og skuespilleren in spe, Victor Overgård Riis.

Det skete tre minutter efter, at den spillende holdleder hos TRIF, Mathias Sax, havde gjort sin entre i stedet for Asbjørn Skaarup Bendtsen, som er vendt stærkt tilbage efter en længere skadesperiode.

Så betød det ikke alverden, at hjemmeholdets Mathias Vistisen Lisby i kampens døende minutter reducerede til slutresultatet 3-1.

»Vi spillede atter en flot kamp, som jeg synes vi har gjort det længe, også i de to opgør vi taber 1-0 til Ølstrup og Vatanspor. Nu lader vi batterierne op frem mod playoffkampen og bruger energien lørdag på at heppe på vores andethold,« fastslår Martin Hornbæk Nielsen, som til ’pokalfinalen’ kan have to andre højskoledrenge, Emil Haulrik og Jens Amstrup, med i planerne, når han skal sætte sit endelige hold.